Afghanere siger ja til dansk skoleprojekt

Danmark har sammen med den afghanske regering indgået en aftale med over 200 lokale ledere i den urohærgede Helmand-provins om uddannelse. Danmark vil støtte byggeriet af 100 skoler, og de lokale skal selv beskytte dem mod Taleban-militsen.

Pigerne i Helmand skal tilgodeses med skolegang, lyder kravet fra Danmark. Fold sammen
Læs mere

Efter flere måneders forberedelser er det nu lykkedes det danske Udenrigsministerium at komme et afgørende skridt videre i regeringens stort anlagte uddannelsesfremstød i den krigshærgede Helmand-provins i det sydlige Afghanistan.

Gennembruddet kom i søndags, da flere end 200 lokale ledere på dansk initiativ og med deltagelse af den afghanske undervisningsminister deltog i en såkaldt uddannelsesjiirga (et møde, red.) om skoleadgang for alle.

Mødet baner vejen for det danske uddannelsesfremstød, som Udenrigsministeriet lancerede for et halvt år siden, og som i 2008 skal føres ud i livet i Helmandprovinsen, hvor hovedparten af den danske Afghanistan-styrke opererer.

- Jeg glæder mig på vegne af befolkningen i Helmand. Al erfaring viser, at uddannelse giver nye muligheder for at finde vej ud af fattigdom og håbløshed, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der håber, at aftalen med de over 200 lokale ledere kan bane vejen for, at børns skoleadgang vil blive mindre konfliktfyldt.

- Sikkerhedssituationen er desværre stadig svær. Men vi håber, at mødet er et skridt på vejen til, at skoler og børn ikke længere er et konflikt-område, siger Ulla Tørnæs.

Den islamisk fundamentalistiske Taleban-milits forsøger at forhindre børnene, især pigerne, i at få en uddannelse ved blandt andet nedbrænding af skoler. Men også blandt konservativt religiøse, lokale sydafghanere er der mange, der modsætter sig pigers skolegang.

Piger skal i skole
På søndagens møde blev der fra de lokale udtrykt ønske om etablering af tre-fire religiøse skoler for piger i de største byer i Helmand-provinsen.

Dette ønske kom direkte fra de kvindelige medlemmer af provinsrådet, som ser en mulighed for at fremme en ligestilling mellem mænd og kvinder og en accept af undervisning for piger i provinsen gennem etableringen af sådanne skoler, forklarer den danske ambassadør i Afghanistan, Franz-Michael Mellbin, der deltog i mødet i Helmand-provinsen.

Ifølge den afghanske undervisningsministers vurdering vil nogle enkelte af de lokale stammer øjeblikkeligt tillade, at piger på ny får adgang til skolen. Andre stammer er mere afventende.

Dog vil det under alle omstændigheder være en stor udfordring at sikre tilstrækkeligt med kvindelige lærere til at dække det umiddelbare undervisningsbehov.

I Helmand-provinsen kan kun seks procent af de voksne mænd og én procent af kvinderne læse og skrive, og den afghanske undervisningsminister lovede at bygge op til 100 nye skoler i Helmand, hvis befolkningen selv viser initiativ og genåbner de skoler, der er blevet lukket.

Den danske ambassadør oplyser, at han på mødet lovede dansk støtte til skolebyggeriet, men forudsat at distrikterne lover at beskytte skolerne og lærerne og – som det vigtigste – sikrer, at børnene kan være trygge i skolen.

- Det er afgørende, at lokalbefolkningen og den afghanske regering går forrest. Vores soldater kan fjerne Taleban, men de skal ikke stå vagt ved alle skolerne. Befolkningen skal selv beskytte skolerne, siger Ulla Tørnæs.

Det ansvar er de lokale ledere åbenbart parate til at påtage sig. Det fortæller den danske ambassadør, Franz-Michael Mellbin.

- Omvendt gjorde de det klart, at deres muligheder for at garantere sikkerheden uden for de regeringskontrollerede områder er vanskelige. De danske og britiske soldater i Helmand arbejder på at udvide de områder, som er under regeringens kontrol, forklarer Danmarks ambassadør.

Mange våben i omløb
Hvordan de lokale ledere kan beskytte skoler, lærere og elever mod Talebans angreb, er ikke helt klart, men det er ingen hemmelighed, at et meget stort antal af de afghanske mænd har mindst ét våben.

Men gennembruddet i arbejdet med at få de lokale ledere til at acceptere satsningen på undervisning i den stærkt konservative Helmand-provins falder sammen med et kontroversielt forslag fra den afghanske regering, der planlægger at bevæbne landsbyer, der er parate til at forsvare sig mod talebanerne.

Jiirgaen – forsamlingen af lokale ledere – skal nu inden for en frist på tre uger formulere sine samlede forslag til den afghanske undervisningsminister. Herefter vil ministeren og den danske ambassadør i begyndelsen af 2008 på ny mødes med distriktslederne med henblik på at præsentere et udkast til en plan for uddannelsesfremstødet.