I Holbæk blev den danske cykelrytter Chris Anker Sørensen, som omkom sidste år, hyldet ved lørdagens etape.
To engelske kommentatorer, som fulgte etapen for Eurosport, kunne dog ikke genkende rytteren, skriver B.T.
Portrættet var blevet malet i græsset på en fodboldbane og kunne ses på billeder fra en drone. Chris Anker Sørensens ansigt blev vist på tv-skærme verden med teksten »For Chris«.
Hyldesten gjorde stort indtryk på danske cykelkommentatorer, men på Eurosport var de to kommentatorer forvirrede:
»Hvem er det, vi ser her, Sean?« spurgte Carlton Kirby sin kollega, Sean Kelly.
»Ingen anelse?« lød svaret.
»Heller ikke mig. Jeg kan ikke rigtigt finde noget her i noterne,« sagde Carlton Kirby ifølge B.T.:
»For Chris … Hvem end du var, letter vi på hatten,« fortsatte han.

Den danske cykelrytter omkom sidste år, efter at han på en cykeltur blev ramt af en bil. Han døde af sine kvæstelser – 37 år gammel.
Carlten Kirby skrev selvom Chris Anker Sørensens død på Twitter i forbindelse med ulykken i september sidste år:
»En dyb sorg vil hænge over verden i denne uge,« skrev han blandt andet.
Det havde han åbenbart glemt ved gårsdagens etape, og kommentatorens ufølsomme reaktion på den danske hyldest gjorde mange rasende.
På sociale medier kommenterede fans blandt andet:
»Respektløst overfor en legende«, »jeres kommentarer var så pinlige«, og »som brite vil jeg gerne sige undskyld til danskerne for de kommentatorer«, skriver B.T.
Nu har Carlton Kirby undskyldt:
»Undskylder for min hjernetåge omkring hyldesten af Chris Anker Sørensen. Jeg kunne ikke genkende billedet hurtigt nok, og mange af jer var vrede. Også mig,« skrev han på Twitter.


