Æresdrab er svært at stoppe i hjemlandet

Faren for æresrelateret vold er stor, når en vestligt opvokset kvinde sendes hjem til en patriarkalsk kultur, hvor æresforbrydelser langt fra får samme opmærksomhed fra myndighederne som i Vesten. Der er nødvenigt med samarbejde med politiet i disse lande, hvis æresdrab ikke blot skal flytte til udlandet, lyder det fra ekspert.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det skal næsten gå galt, når en kvinde, der er født og opvokset i Danmark og har tillagt sig moderne, vestlige værdier, bliver sendt eller flytter tilbage til sin ægtemands hjemegn for at indgå i et dybt patriarkalsk, hierarkisk netværk.

Men når de – heldigvis sjældne – såkaldte »æresdrab« eller »æresforbrydelser« forekommer, er det ofte netop dette baggrundstæppe, som de dybt tragiske sager udspiller sig på:

»Vi ved, at det sammenstød, der er mellem de traditionelle kønsrollemønstre og den vestlige ligestillingsværdier, vil give problemer. Æresvold er en reel risiko, vi er meget opmærkomme på, når vi har med disse sager at gøre,« siger Anne Mau, sekretariatsleder hos Landsforeningen af Kvindekrisecentre (LOKK).

Flere danske tiltag
Siden de meget medieomtalte sager om drabet på 14-årige Sonay Mohammad og 18-årige Ghazala Khan har man fra de danske myndigheders side iværksat flere tiltag for at hjælpe piger og kvinder, der trues med vold af deres egne.

I august 2006 blev politikredsene pålagt at indberette sager, hvor der er den mindste mistanke om æresrelaterede forbrydelser, til Rigspolitiet. Ved udgangen af 2007 var der modtaget 213 indberetninger. Og hos kvindekrisecentrene oplevede man i 2007 70 pct. flere henvendelser fra piger med indvandrerbaggrund.

Men myndighederne står magtesløse over for det, der kan hænde pigerne, når de med eller mod deres vilje bliver sendt til forældrenes eller ægtemandens hjemland, forklarer Anne Mau.

»Uden for danske myndigheders søgelys kan vi overhovedet ikke hjælpe pigerne. Derfor er det også dybt bekymrende, når kvinder og unge børn bliver lokket hjem på ferie eller genopdragelsesture uden mulighed for at sige fra. Det hører vi om utallige gange, og vi ser alle grader af tvang og trusler taget i brug i den forbindelse,« siger hun.

Hun bliver bakket op af den norske antropolog Unni Wikan fra Oslo Universitet, der er én af verdens førende eksperter i æresdrab og æresforbrydelser. Hun henviser til, at der i Storbritannien har været en række sager, hvor unge kvinder med pakistansk baggrund er blevet tvunget til hjemlandet og er blevet dræbt samt sager, hvor drabet er sket på britisk jord, og drabsmanden efterfølgende er flygtet til hjemlandet.

Et europæisk problem
I én sag lykkedes det imidlertid pigen at undslippe. Hun var blevet dopet af sin familie, men vågnede op i Heathrow Lufthavn, da de var på vej ind i flyet til Pakistan – og hun nåede at gøre modstand og slå alarm.

»Det er vitterligt et problem i Europa. Det er så let for pakistanere at begå sådanne drab i Pakistan, fordi det er sjældent, at man bliver straffet, og generelt får man milde domme,« forklarer den norske professor.

Ifølge hende anslåes det, at der årligt bliver begået minimum 1.000 æresdrab i Pakistan, men kun syv pct. af dem når til en domstol.

En af de sager, der nåede en domstol, var netop en sag om en norsk-pakistansk kvinde, den 20-årige Rahila, der blev dræbt i Pakistan i juni 2005. Hun havde giftet sig efter eget valg i Norge, men blev sendt af sted på ferie i Pakistan, hvor hun omkom i en bilulykke, der blev anset for at være et æresdrab. Rahilas bedstefar, far og familiens chauffør blev alle tiltalt for drabet, men frifundet, og ifølge flere norske medier udtalte den pakistanske politiadvokat dengang, at bedstefaren over for andre havde tilstået, at hun var blevet dræbt på grund af hendes »dårlige moral«.

Mildest talt mangelfuldt
I den sag sad norsk politi på en masse oplysninger, bl.a. at pigen tidligere havde været truet på livet, men samarbejdet med pakistanske myndigheder var mildest talt mangelfuldt, fortæller Unni Wikan.

»De kunne ikke en gang få pakistansk politi til at obducere liget. Det viser blot, at det er nødvendigt med et bedre politisamarbejde med Pakistan og de lande, hvor disse ting sker,« fastslår hun.