Ældre patienter nedprioriteres

Alt for ofte er det de ældre der taber, når der opstår problemer med overbelægning på sygehusene. Det er nu det største velfærdsproblem, siger Ældre Sagen.

Ældre patienter står sidst i køen, når de gode forhold på sygehusene skal fordeles. Sygehusene satser nemlig på de kirurgiske afdelinger, frem for de medicinske, hvor størstedelen af patienterne er ældre. Det er Ældre Sagen og Danske Regioner enige om.

Det seneste eksempel kommer fra Odense Universitetshospital, hvor overbelægning betød, at en ældre kvinde måtte dele stue med tre mænd, selvom hun skulle have foretaget intime undersøgelser.

- Det er forargeligt og krænkende at man blander patienterne på den måde, siger Søren Gustavsen, sundhedspolitisk konsulent i Ældre Sagen, til Ritzau.

Presset er blevet for stort på de medicinske afdelinger, og det betyder overbelægning på sygehusene. Derfor skal området opprioriteres, lyder det fra foreningen.

/ritzau/