Ældre mænd er oftest ofre for IT-kriminelle

Det er oftest ældre mænd, der lader sig lokke af IT-kriminelle til at udlevere oplysninger om deres NemID nøglekort, viser undersøgelse.

ARKIVFOTO. Det er oftest ældre mænd, der bliver udsat for angreb fra IT-kriminelle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Vandall Ørtvig

I 2014 er 327 danskere gået i IT-kriminelles mail-fælde og har uploadet deres NemID-nøglekort til de kriminelles servere. Det viser en undersøgelse fra IT-sikkerhedsfirmaet CSIS, skriver dr.dk.

»Vi har kigget lidt på aldersgruppen af de mennesker, der typisk lader sig lokke, og det er typisk ældre mennesker. Vi kan se, at målgruppen ligger mellem 67 og 74 år, og det er primært mænd,« siger Peter Kruse fra CSIS til dr.dk.

Han vurderer, at det skyldes, at ældre mennesker ofte er autoritetstro, ligesom de ikke altid har den fornødne viden til at gennemskue, at der er tale om fusk.

Rigspolitiets nationale Cyber Crime Center oplyser til dr.dk, at politiet inden for den seneste måneds tid har modtaget omkring 100 anmeldelser fra danske banker, hvis kunder har været udsat for såkaldt phising, altså hvor IT-kriminelle lokker private oplysninger ud af folk ved for eksempel at sende falske mails fra offentlige myndigheder.