Ældre indvandrere går nye tider i møde

Ældre indvandrere fra lande som Pakistan vil helst passes af deres børn, når de bliver gamle og svage. Men børnene arbejder og lever som danskere og har derfor ikke tid til at følge traditionerne og passe deres gamle hjemme.

Imitiaz Gardezi (t.v.), Tajammal Rashid (midten) og Safdar Sethi (t.h.) mødes til kaffe og småkager på Dansk-pakistansk Social Club på Vesterbro i København. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De kom hertil fra Pakistan i 1970erne som unge mænd. De kom for at arbejde. De fik børn, de stiftede familie, og som så mange fremmedarbejdere, som de blev kaldt, var de med til at bygge den danske velfærdsstat.

De havde ikke forstillet sig, at de skulle blive. Men det gjorde de. Og her sidder de så, et par stykker af dem, over en kop kaffe og småkager i Dansk-pakistansk Social Club på Vesterbro i København og reflekterer over, hvad det vil sige at blive gammel som indvandrer i det Danmark, der har været deres hjem i årtier.

Der er mange som dem. Gamle fra alverdens kulturer med helt andre traditioner for ældrepleje og seniorliv end dem, der gælder i Danmark. Og der bliver flere af dem. I dag er der mindst 25.000 ældre fra Pakistan og andre ikke-vestlige lande. Om seks år vil der være 41.000, og i 2030 vil der være 74.000 ældre med ikke-vestlig baggrund, viser fremskrivninger fra Danmarks Statistik.

Og de kan tilmed forvente at leve lidt længere end etniske danskere, viser nye tal fra Ankestyrelsen.

Ifølge klubbens formand, 75-årige Safdar Sethi, vil pakistanere helst blive så længe så muligt i eget hjem med familien.

»Vores tradition er, at børnene er ansvarlige for deres gamle forældre,« siger han.

Svært at forene de to traditioner

Men den pakistanske tradition er svær at forene med den danske hverdag, hvor børnene skal passe deres arbejde og selv stifte familie.

»De har travlt,« siger Safdar Sethi, der har tre veluddannede børn med hver deres karriere at passe.

Den snart 70-årige Imtiaz Gardezi har allerede meddelt sin datter, at når han »ikke kan finde ud af det længere«, så skal han på plejehjem.

»Vores børn er født her i Danmark. De har en mentalitet som danskerne. De vil arbejde, de får familie og børn. De har ikke tid, og de kender ikke traditionerne fra Pakistan,« forklarer han.

Selvom Safdar Sethi helst vil blive hjemme så længe som muligt, er han ikke modstander af plejehjem. Men han mener ikke, at de er indrettet til gamle indvandreres behov.

»Det er klart, at hvis vi ikke kan klare os selv, skal vi have hjælp. Men på mange plejehjem er meget af maden svinekød, og det spiser vi jo ikke som muslimer,« siger han:

»Noget andet er, at der er mange ældre pakistanere, der ikke forstår så godt dansk, og de er bange for, at kommer de på plejehjem, er der ingen at snakke med. Så er det bedre at blive passet af børnene så længe som muligt.«

Han kender til ældre pakistanere, der er blevet flyttet fra plejehjem og hjem igen, fordi de »ikke har fået den kontakt, de ønskede«.

Når det gælder indvandreres udsigt til at leve længere end etniske danskerne, mener Imtiaz Gardezi, at alkohol spiller en rolle. Mange pakistanere drikker ikke. Eller kun meget lidt.

»Og vi vil have frisk mad. Vi gider ikke færdigretter,« tilføjer Safdar Sethi.

De mener også, at sammenholdet er større blandt pakistanere. De er ikke så ensomme. Det er godt for helbredet.

»Det er nok lidt problemet med jer danskere. I åbner jeg ikke op for andre,« lyder det fra Safdar Sethi.