Ældre føler sig yngre end de er

Danskernes syn på alderdom er forældet og tegner et billede af ældre som syge og svage. Hver anden ældre føler, at de har færre år på bagen, end de rent faktisk har.

Ældre mennesker føler sig i dag yngre, end de i virkeligheden er. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tænderne falder ud med alderen. Man bliver forkalket over det hele.

Den type svar på, hvad man kunne vente sig af sin fremtid, fik tidligere generationer, når de søgte viden om fænomenet »alderdom« i Salomonsens Konversations Leksikon fra begyndelsen af forrige århundrede. Endnu i dag hersker der i samfundet et billede af, at alderdom uløseligt hænger sammen med dårligdom – og netop det er forklaringen på, at mange ældre føler sig yngre, end de egentlig er.

Det mener aldringsforsker, forfatter og forhenværende leder af Gerontologisk Institut Henning Kirk.

»Vi bliver ved med at trækkes med gamle opfattelser af alder og alderdom. Vi tror, at alderen i sig selv giver en svækkelse, som markant og i sig selv er en sygdom. Den opfattelse har man haft helt tilbage fra oldtiden,« siger han.

I en undersøgelse, som Ældre Sagen har gennemført blandt knap 4.100 50-85-årige, føler næsten hver anden sig yngre, end de faktisk er. Selv blandt de 80-84-årige er det mere end hver fjerde, der føler sig lidt yngre, og næsten en ud af ti føler sig meget yngre end sin alder. Imens føler seks ud af ti i den aldersgruppe, at deres alder passer til dem.

»Selv om mange er stærke, har de fordomme over for alderdommen. Derfor bliver de overraskede over, at de i virkeligheden kan noget, som de ikke troede, de kunne, i deres alder,« siger Henning Kirk.

Svage ældre fylder mindre

Ifølge ham er de mest udbredte fordomme, at ældre automatisk får slidgigt, får åreforkalkning, bliver demente og ikke kan lære nyt. Men mange af de lidelser, vi forbinder med alderdom, er i virkeligheden sygdomme, som kan behandles.

At ældre føler sig yngre på grund af fordomme, mener også souschef i Ældre Sagen Jens Højgaard.

»Hvis man tror, at ældre er gamle og svage mennesker, der går med rollator, og det er det, man sammenligner sig med, føler man sig yngre. Selvfølgelig er der svage ældre, og mange vil opleve en periode, hvor de er svage. Vi skal jo alle sammen dø, og ældre medicinske patienter er jo ikke afskaffet, men det fylder måske mere i billedet af ældre end i virkeligheden,« siger han.

Danskerne er da også blevet sundere, mere veluddannede og bevidste om kost og motion. Der er færre rygere i dag end tidligere, og færre bliver nedslidte igennem deres arbejdsliv, pointerer Henning Kirk. Også en øget velstand har betydning for de ældres aldersopfattelse, mener Jens Højgaard.

»Når man har råd til at rejse og gå i teatret og få nogle oplevelser, er det med til at holde én mentalt sund,« siger han.

Fordomme om alderdom kan dog også være med til at få nogle til netop at føle sig gamle, mener Henning Kirk. For hvis ryggen værker, eller hvis man har fået en smule slidgigt, kan det være, at man hurtigt drager den konklusion, at det er alderen, der tynger, og dermed bliver der tale om en selvopfyldende profeti. »Så tænker de, at de hellere må tage den med ro. Så fordommene kan være med til at gøre nogle i fysisk dårligere stand,« siger Henning Kirk.