Advokater finder vidner på Facebook

700.000 danskere på Facebook er kommet i advokaternes søgelys.

Foto: Kimberly White / Reuters

Advokater bruger i stigende grad Facebook til at finde vidner til retssager, skriver metroXpress. Her kan advokaterne se, hvem der kender hvem - og hvem der sandsynligvis ved en masse om en person, der er involveret i en retssag.

»Det er klart, at advokaterne har fået øjnene op for mulighederne med Facebook og andre sociale netværk på internettet. Det er advokatens opgave at søge oplysninger de steder, hvor oplysninger er tilgængelige. Her er internettets sociale netværk som for eksempel Facebook en kolossal udvidelse af de muligheder, som vi hidtil har haft,« siger Søren Lyager, der er næstformand i Advokatrådet. Han mener, at det ligefrem kan være med til at afgøre sager:

»I det omfang, der skal en omfattende bevisførelse til for at vinde sager, så kan det være en utrolig stor hjælp, at man kan finde vidner på den måde.«

Men det er ikke altid, at man kender alle sine 'venner' på Facebook. En advokat har for eksempel indkaldt 17-årige Ida Axholm, fordi hun er 'ven' med en person, hvis mor er indblandet i en retssag.

»Jeg kender slet ikke moren, men nu skal jeg i retten, fordi jeg er ven med hendes datter på Facebook. Det er ubehageligt, fordi jeg aner intet om, hvad sagen handler om. Jeg har næsten 500 venner på Facebook, og jeg kender ikke alle i deres familier,« siger hun.

Advokat Michael Holsting har allerede brugt Facebook til at finde vidner til retssager tre gange i år. Det kan for eksempel være sager, som handler om folk, der ulovligt fremlejer en lejlighed.

Der er dog grænser for, hvor langt advokaterne må gå. Man må for eksempel ikke gå ind og blive 'venner' med personer for at kunne læse endnu mere om en person og vedkommendes vennekreds.

Kilde: Berlingske.dk