Advokat: Offentligt ansatte bliver jævnligt tilbudt bestikkelse

Det hænder ofte, at offentligt ansatte bliver tilbudt bestikkelse, påpeger advokat i kølvandet på en større bestikkelsessag fra Region Sjælland.

Korruption og bestikkelse er ikke fænomener, vi normalt forbinder med den offentlige sektor herhjemme.

Men en aktuel sag fra Region Sjælland, hvor seks personer er blevet varetægtsfængslet for henholdsvis at have modtaget og givet bestikkelse, synes at udfordre den opfattelse.

Ifølge Andreas Christensen, der er advokat og partner hos Horten Advokater, og som jævnligt rådgiver i offentlige indkøbsprocesser, er bestikkelse mere udbredt, end vi går og tror.

»I Danmark har vi den opfattelse, at der ikke er bestikkelse. Men når man bevæger sig nede i motorrummene, som vi gør, er det altså ikke en opfattelse, vi deler. Der er flere sager, end vi lige går og tror,« siger han.

Konkret er to personer, der er ansat i henholdsvis Rigspolitiet og Region Sjælland, blevet sigtet og varetægtsfængslet for at have modtaget bestikkelse fra to IT-firmaer i form af rejser og hotelophold. Fire personer fra de to IT-firmaer blevet anholdt for at have bestukket de to offentligt ansatte.

De fleste offentlige institutioner og styrelser har skarpe regler for, hvad medarbejdere må modtage af gaver og goder fra samarbejdspartnere i det private erhvervsliv. Alligevel vurderer Andreas Christensen, at der er en gråzone, der udfordrer mange af de medarbejdere, der er ansvarlige for indkøb rundt omkring hos kommuner og regioner.

»Vi oplever jævnligt som rådgivere i offentlige indkøbsprocesser, at kommuner og forsyningsselskaber bliver tilbudt eksempelvis udlandsture, hvor en leverandør tilbyder beslutningstagerne en rejse for at besigtige varer på eksotiske destinationer, og hvor der faktisk ikke er en saglig grund til at foretage en sådan rejse,« siger Andreas Christensen.

Samtidig kan det vanskeligt for virksomheder, der er normalt leverer til det private erhvervsliv, at omstille sig til de stramme regler, der er forbundet med at levere til det offentlige. For hvor det er mere udbredt og accept i det private erhvervsliv at lokke med lidt ekstra goder under forhandlinger, er reglerne langt strengere for offentligt ansatte.

»Og det er min oplevelse, at det er de færreste private virksomheder, der giver noget uden at forvente at få noget igen,« siger Andreas Christensen.

Han anbefaler af samme grund, at man i højere grad sørger for, at medarbejdere i både offentligt og privat regi er bedre bekendt med reglerne på området.

»Der skal kommunikeres klarere og særligt i indkøbsfunktionerne, så alle kender reglerne. Der er en tendens til, at den slags gemmer sig et sted i et personalehåndbogen, og hånden på hjertet så er det nok de færreste af os, der får læst den fra ende til anden,« siger han.

Foruden de fængslede personer er yderligere syv blevet afhørt og sigtet i sagen. De er blevet løsladt igen, men sigtelserne mod dem opretholdes.