Advokat er forundret over sagen om Anni Pape: Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt

Modtager man en stævning for download og deling af film, er det op til sagsøger at etablere formodning om, at man har begået krænkelsen. Lykkes det, kan man ifølge to juraprofessorer risikere selv at skulle løfte bevisbyrden. Det vækker forundring hos en advokat, at der ikke skal mere til, før bevisbyrden vendes.

Flere danskere har modtaget stævningsbreve fra det danske advokatfirma NJORD Law Firm, fordi de efter sigende skulle have downloadet og delt film ulovligt. Stævningerne er sendt på vegne af firmaet MIRCOM, der har adresse i Cypern. Kacper Pempel

I sidste uge modtog Anni Pape en stævning, fordi hun ifølge advokatfirmaet NJORD Law Firm har downloadet og delt pornofilmen »Big Tits Only«. Men hun fortæller i en artikel i Berlingske, at hun intet kender til filmen.

Årsagen til stævningen er en datalog, som viser, at download og deling er foregået fra hendes IP-adresse.