Sent lørdag aften udsendte myndighederne en advarsel om, at drikkevandet på Frederiksberg er forurenet.
»Vi har fundet coli bakterier i drikkevandet på Frederiksberg. I samråd med Miljømyndigheden i Frederiksberg Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed er det besluttet at udstede en kogeanbefaling. Det betyder, at vi anbefaler, at man koger vandet, før man drikker det eller bruger det til madlavning,« skriver myndighederne i en pressemeddelelse.
»Der er kun en meget lille risiko for, at man bliver syg, hvis man har drukket af vandet, men det anbefales at vandet koges fra nu af, før man drikker det. Man kan fortsat vaske hænder og tage bad i vandet,« hedder det videre.
Kilden til forureningen er endnu ikke lokaliseret, men Frederiksberg Forsyning arbejder intensivt på at spore kilden.
Først når kilden til forureningen er fundet, og forureningen er stoppet, vil kogeanbefalingen kunne ophæves.
Man kan læse mere om kogeanbefalingen på Frederiksberg Forsynings hjemmeside på: www.frb-forsyning.dk.

