Advarsel: Næsespray gør dig afhængig

Hver uge henvender patienter sig til deres læge, fordi de er blevet afhængige af næsespray. Og den afhængighed giver større problemer end en stoppet næse, lyder advarslen fra flere eksperter.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et hurtigt spray og der er luft i næsten igen. På ti år er salget af næsespray steget med 29 procent, og det kan mærkes hos de danske øre-næse-hals-specialister.

- Det starter med forkølelse. Når folk skal sove om natten, er det dejligt nemt. Men så glemmer de at stoppe igen, og så er det pludselig på grund af næsesprayen, at patienterne konstant er stoppede i næsen, siger øre-næse-hals-læge Steffen Ørntoft til Politiken.

Næsespray som Otrivin, Zymelin og Klarigen er i dag det næstmest solgte håndkøbsmedicin i detailhandlen. Ifølge Lægemiddelstyrelsen køber danskerne i gennemsnit 2.226.700 pakker næsespray eller dråber hvert år, skriver avisen.

Men mange næsespray’ere ender altså med at blive direkte afhængige, advarer flere eksperter.

- Patienterne kan ikke selv slippe ud af det. Når de kommer her, sætter jeg dem på afvænning. De får et aftrapningsskema og noget andet næsespray, som de kan tåle. Så er de på aftrapning over tre ugers tid. Det er en standardbehandling her hos os, siger Steffen Ørntoft.

Hos Astma- og Allergiforbundet ser man især problemet i pollensæsonen. Her henvender folk sig med permanent stoppet næse, fordi de har brugt næsespray for længe.

- De fleste tænker ikke på det som medicin. Det er bare en spray, man kan bruge løs af. Der står godt nok, at de ikke må bruge det længere end 10 dage. Men uden på pakken står der jo ikke, hvad der sker, hvis man bruger det længere, siger rådgivningschef Bettina Hjort til Politiken.

Forbrugerrådet vil nu opfordre Bivirkningsrådet til at tage næsespray op på det næste møde. Rådet er nedsat under Lægemiddelstyrelsen og forebygger samt overvåger bivirkninger ved medicin.

- Hvis der er en øget risiko for, at man kommer til at misbruge de her spray, bør det stå uden på pakkerne. Vi skal som forbrugere have så meget og så uvildig oplysning som muligt, når vi køber lægemidler, siger rådets sundhedspolitiske medarbejder, Sine Jensen.