Adoptionsfamilien

Jens Lunn (46) er gift med Lene Lunn (46) og sammen bor de i Virum. Parret har adopteret de to tvillingepiger Clara og Olivia (9) og en dreng ved navn Carl Johan (4) – alle kommer fra samme børnehjem i Colombia.

Foto: Mads Nissen
»Min kone og jeg valgte at adoptere, fordi vi gerne ville have kønne børn. Spøg til side, vi kunne ikke selv få børn hverken ad naturens vej eller ved hjælp af insemination eller reagensglas. Derfor adopterede vi og valgte at få alle tre fra samme børnehjem, for at de skulle føle en vis sammenhørighed, når de voksede op. Som familie adskiller vi os ikke synderligt fra den stereotype, danske kernefamilie måske bortset fra, at vi nok tænker mere over de positive og negative sider, der er i vores samfund, hvad integration, racisme og etnicitet angår.

Ellers har jeg hverken indtryk af, at vores børn eller deres venner tænker over, at de har en »mavemor« i Colombia. Det har været fuldstændig udramatisk. Min kone og jeg betragter også ungerne fuldstændig som vores egne, og vi er meget stolte af dem. Men når de er stride, joker vi tit med, at det skyldes arven, mens det selvfølgelig skyldes miljøet, når de er søde.«