Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Drenge og mænd, som behandles medicinsk mod adfærdsforstyrrelsen ADHD, risikerer at blive ramt af smertefulde, langvarige erektioner, som kan ødelægge deres penis for altid. Det skriver metroxpress.
De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, udsender nu en advarsel mod de mediciner, som ADHD-patienter især behandles med - nemlig Ritalin og Concerta.
Det er medicinernes virksomme stof, methylpenidat, som har fået FDA til at råbe vagt i gevær og anbefale forældre at tale med deres sønner om bivirkningen, så de kan reagere i tide på begyndende smertefornemmelser.
I den danske sundhedsstyrelse siger overlæge i Bivirkningsafdelingen Doris Stenver, at danske myndigheder endnu ikke har modtaget indberetninger om penisproblemer, men at man er fuldt opmærksom på FDAs nye advarsler:
»Både vi og EU undersøger nu, hvorfor FDA har taget dette skridt, for det er ikke en bivirkning, vi har kendt tidligere,« siger hun til metroxpress.
Ifølge FDA rammer bivirkningen, der tilhører de sjældne, og som opstår, fordi blodet bliver fanget i penis, især de yngste drengebørn. Ud af en patientgruppe mellem 8 og 33 år var halvdelen under 12 år, da de blev ramt af den smertefulde sygdom.
FDA kræver nu, at bivirkningen, som kaldes for priapisme, skal fremgå af de amerikanske indlægssedler, som fortæller forbrugerne om mulige bivirkninger. Det samme vil ske i Danmark ifølge Doris Stenver, hvis Europas lægemiddelagentur EMA bliver enige med FDAs risikoanalyse.
Det har ikke været muligt for metroxpress at få en kommentar fra medicinalselskabet Novartis, som producerer Ritalin, som er den mest brugte medicin.
BNB