Adeles fem års pause blev til fem dage

Før Grammy-uddelingen i søndags sagde sangerinden Adele, at hun ville holde fem års pause. Seks guld-grammofoner rigere kan superstjernen kun grine af sin egen pause-snak. Det bliver højst til fem dage, siger hun.

- Jeg fucker af i fire-fem år. Sådan sagde superstjernen Adele i et interview i martsnummeret af det amerikanske modemagasin Vogue. Seks grammy-awards rigere, er udmeldingen dog ændret totalt.

- Jeg holder et par dage fri, så er det BRIT Awards, og så direkte i studiet. BOYYAHH! Fem år? Nærmere fem dage!, skriver Adele på sin blog.

Hermed må alle hendes tidligere planer om at trække stikket ud i flere år, dyrke sit parforhold, blive gift, få børn og plante grøntsagshave være sat på stand-by.

Den kun 23-årige, britiske sangerinde blev den helt store vinder ved søndagens prestigefyldtes Grammy-uddeling og kunne møde fotografernes blitzlys med intet mindre end seks guld-grammofoner i favnen. På sin blog skriver Adele, hvordan hun mellem latter og tårer forsøger at huske den fantastiske aften.

- Jeg er så overvældet, det er den mærkeligste følelse. Jeg har konstant gåsehud og sommerfugle i maven. Men jeg elsker det, lyder ordene fra superstjernen.

Det seneste album »21« fra 2011 gav hende det helt store internationale gennembrud. Med hitsinglerne »Rolling in the Deep« og »Someone like you« er albummet blevet århundredets mest solgte album i England med mere end 3,4 millioner solgte eksemplarer. Ifølge magasinet Rolling Stone var pladen også årets bedste i 2011, ligesom »Rolling in the Deep« var årets bedste single.Og nu går hun altså i studiet igen.