Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
For to år siden, 14. februar 2015, blev Finn Nørgaard skudt og dræbt foran Krudttønden i København. Det skete, da han forsøgte at forhindre at deltagere ved et debatmøde om ytringsfrihed blev skudt. På årsdagen for drabet, uddeler Finn Nørgaard Foreningen donationer til tre forskellige initiativer til fordel for unge socialt udsatte.
Prisuddelingen foregår i Landstingssalen på Christiansborg kl 15.00. Ole Mølgaard, bestyrelsesformand for foreningen, taler varmt om Finn Nørgaard.
»Vi ønsker at sikre, at Finns gavmilde personlighed og værdier løftes videre i livet og kommer til gavn for andre. Finns hjerte bankede stærkt for mennesker, der er i en udsat situation eller er vokset op i socialt udfordrende miljøer,« siger han.
Foreningen har fået en million kroner af Københavns Kommune, skrev Berlingske mandag.
»Det er med beundring, at vi følger prismodtagernes arbejde, og det er med stor glæde, at vi tildeler dem støtte fra Finn Nørgaard Foreningen 2017. Vi glæder os til at følge prismodtagernes arbejde i den kommende tid. Et arbejde, der har afgørende betydning for os alle. Det er i den gensidige anerkendelse af hinanden, at vi skal finde den vej, der skal lede os væk fra ugerninger, som den, der tog Finn Nørgaard fra os den dag i februar 2015,« siger han.
De tre prismodtagende initiativer fremhæves med forskellige begrundelser.
Fritidsakademiet vinder Finn Nørgaard Prisen 2017 og støttes med 50.000 kroner: »FRAK arbejder med udsatte unge i alderen 13-17 år. De unge kommer fra indre og ydre Nørrebro samt fra Urbanplanen og Amagerbro på Amager. De unge får praktiske og lønnede opgaver på festivaler, events, konferencer, samt i virksomheder, butikker og i kommunen, og de lærer derigennem arbejdsmarkedets spilleregler. Fritidsakademiet gør et væsentligt arbejde i forhold til at få unge på kanten af samfundet væk fra gaden og ind til meningsfulde fællesskaber, hvor de gøres jobparate og mindst lige så vigtigt: får nogle succesoplevelser.«
Amal Hayat støttes med 50.000 kroner: »Navnet Amal betyder på arabisk håb eller fremtid. Man kan også sige: »Håb for en bedre fremtid«. Amal er opstået, fordi der er unge kvinder og mænd, der vælger at rejse til Mellemøsten for at tilslutte sig radikaliserede islamiske grupper. Amal hjælper med at forhindre unge i at blive radikaliseret og hjælper unge, der vender tilbage til Danmark som rodløse unge mennesker. Amal tager udgangspunkt i den unges særlige situation.«
Street Society støttes med 40.000 kroner: Sidste år fik Street Society Finn Nørgaard Foreningens støtte til at konsolidere og udbygge sin Futsal-liga. Dette arbejde går godt, og i 2016 er ligaen bl.a. udvidet til to nye bydele. Besøget til Borussia Dortmund & den dansk-tyrkiske spiller Emre Mor skal ses som en umiddelbar forlængelse af Futsal-ligaen. Turen er en relationstur med vinderne af Futsal-ligaen 2016: U14 fra Indre Nørrebro og U17 fra Nordvest/Bispebjerg. Street Society vil belønne holdenes indsats og deres engagement gennem et års arbejde og give dem en succesoplevelse udover det sædvanlige.