Aarhusiansk supersygehus angrebet af skimmelsvamp

En del af det nye supersygehus i Skejby har været ramt af skimmelsvamp. Der er nu usikkerhed om, hvem der skal betale regningen.

Et bygningsafsnit på 30.000 kvadratmeter, som bliver en del af det kommende supersygehus i Skejby ved Aarhus, har været angrebet af skimmelsvamp, skriver Jyllands-Posten.

Svampeangrebet er sket, fordi der har været utætheder i taget og i en af facaderne, forklarer projektdirektør Frank Skriver Mikkelsen over for avisen. Han forsikrer dog, at problemet er blevet håndteret, så det ikke får nogen betydning for bygningen.

»Jeg vil da sige, at det er en stor fejl, der er sket. Men den er opdaget på et tidspunkt, hvor den var håndterbar for os. Bygningen er jo langt fra taget i brug,« siger Frank Skriver Mikkelsen til Jyllands-Posten.

Han vurderer, at skimmelsvampen kan komme til at koste omkring en halv million kroner, og fortæller, at der er forskellige syn på, hvem der »hænger på den regning«.

Sagen er anmeldt til Det Nye Universitetshospitals (DNU) forsikringsselskab, som anerkender svampeangrebet som en forsikringsskade.