Aarhusianer skrev »Je suis Omar« på Facebook - men slipper for straf

Det kan ikke bevises, at det var en støtte til gerningsmanden, da en 27-årig aarhusianer skrev »JE SUIS Omar« på sin facebookprofil efter terrorangrebene i København.

ARKIVFOTO af Abdel Hamid El-Hussein. Det er ikke muligt at bevise, at en 27-årig aarhusianer har haft til hensigt at billige terrorangrebet i København, da han skrev teksten »JE SUIS Omar« på sin facebookprofil, vurderer anklagemyndigheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Politiet handout
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi er alle Omar« og »JE SUIS Omar«.

Sådan skrev en 27-årig aarhusiansk mand på sin facebookprofil dagen efter, at Omar Abdel Hamis El-Hussein havde skudt og dræbt to personer under terrorangrebene i København.

Men opslaget er ikke kriminelt, vurderer anklagemyndigheden, og derfor har Statsadvokaten i Viborg, Jan Reckendorff, nu besluttet at standse efterforskningen. Han mener ikke, at det er muligt at bevise, at den 27-årige har haft til hensigt at billige terrorangrebet.

»Jeg har i min afgørelse lagt særlig vægt på, at den 27-årige har forklaret, at opslaget på Facebook på ingen måde var ment som en støtte til den formodede gerningsmand. Tværtimod har den 27-årige taget afstand fra terroren i København. Samtidig fremtræder den opslåede tekst og den konkrete ordlyd ikke i sig selv klokkeklart som en billigelse af terroren,« siger Jan Reckendorff.

Slettede opslaget

Den 27-årige skrev også »hvil i fred til vores kære bror Omar«, men heller ikke det er strafbart, vurderer Jan Reckendorff:

»Hensigten med ytringen på Facebook var at tilkendegive, at den formodede gerningsmand skulle have lov at hvile i fred. I det hele taget virker det som om, at den 27-årige ikke rigtig har været klar over, hvad han satte i gang med sit skriveri på Facebook. Og jeg har i min afgørelse da også lagt en vis vægt på, at han valgte at slette opslaget, da han fandt ud af, at det havde skabt røre,« siger statsadvokaten.

Og det er ikke kun i Aarhus, at folk har ytret sig på de sociale medier efter terrorangrebet i København. Statsadvokaten oplyser således, at alle landets politikredse i øjeblikket behandler et stort antal sager, hvor privatpersoner på den ene eller anden måde har udtrykt sympati for terrorhandlingen eller har fremsat dødstrusler eller andre strafbare ytringer mod særlige befolkningsgrupper.

Offentlig billigelse af terrorhandlinger kan give op til to års fængsel.