Årets modtager af Den Berlingske Journalistpris: Stifteren af Altinget.dk

Rasmus Nielsen, stifter og formand for Altinget.dk mener, at de bedste ideer opstår, når man står under bruseren eller går en tur på stranden.

Modtageren af Den Berlingske Fonds Journalistpris 2018, Rasmus Nielsen, stifteren af Altinget.dk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Rasmus Nielsen, stifter af Altinget.dk. er årets modtager af dette års Berlingske Journalistpris. Og erfaringen som iværksætter? Den begyndte med kunst.

»Det er, som når lærredet begynder at tale til maleren,« sagde journalist Rasmus Nielsen, da han i eftermiddag modtog Den Berlingske Fonds Journalistpris. Og med det mente han, at det kan tage lidt tid, før man til fulde kan se, hvilken vej ens forretning skal gå. Altinget.dk startede han med lån i sommerhuset og en lille arv, og det har ikke altid været lige nemt at være iværksætter, kunne han berette.

Den Berlingske Journalistpris er blevet uddelt siden 1989, og gives til en journalist, der har udrettet »noget ekstraordinært gennem journalistikken«. Og det må man sige, at Rasmus Nielsen har: Siden han i 2000 grundlagde det uvildige netmedie Altinget.dk, er det vokset til nu at have næsten 200 medarbejdere. Grundideen er kort sagt journalistisk redelighed, nichejournalistik og ingen skelen til, hvilken farve den siddende regering har.

»Der er lige dele, der tror at vi er røde, som blå,« siger Rasmus Nielsen stolt.

I sin sagde Berlingskes chefredaktør Tom Jensen bl.a.: »Kære Rasmus: Du og det du med Altinget i bedste iværksætterånd har skabt gennem de 17 år, er et lige så godt værn mod mediernes evindelige grædekoner, som
krucifikser og hvidløg er det mod vampyrer. Grædekonerne må simpelthen krybe snøftende tilbage i deres huller, når de ser, hvad du har skabt. Og ikke mindst: Bygget fra bunden midt i den digitale transformation. Du og Altinget.dk er det måske stærkest tænkelige bevis, man kan hente i det danske mediebillede, på at forfaldsmyten er – en myte.«

Om journalistikken – og den manglende respekt for faget blandt menigmand - siger Rasmus Nielsen: »Jeg er  holdt op med at fortælle til en middag, at jeg er politisk journalist. Det kunne åbne en borddames hjerte op for 30 år siden, men ikke i dag. Så er det meget bedre at kalde sig iværksætter. Men faktisk forstår jeg det ikke helt, for jeg synes ikke, at der er færre dygtige, hæderlige journalister, end for 30 år siden – men folks opfattelse af os er ændret.«

Sidste sommer stoppede Rasmus Nielsen som direktør i Altinget.dk og byttede plads med den hidtidige formand, Per Mikael Jensen, tidligere chef for Metro International. Rasmus Nielsen sagde til Altinget.dk om skiftet: »Tiden skal gå med bestyrelsesarbejde, sundt helbred, iværksætteri og internationalt udsyn. Ideer opstår ikke på programsatte møder, men gerne når iværksætteren er alene. Jeg har brug for tid til at udtænke nye tiltag. Det sker langs stranden, på vandet eller under bruseren.«

Ud over passionen for redelig journalistik, har Rasmus Nielsen et andet hjertebarn, nemlig kunst. Han var initiativtager til Oluf Høst Museet i1996 og fondens første direktør, og netop erfaringen med opstarten af Oluf Høst Museet på Bornholm var en kæmpe hjælp, da han skulle starte Altinget.dk.

»Oluf Høst Museet var fjorten måneders fantastisk læring omkring at starte noget nyt op og brænde for noget døgnet rundt. Jeg lærte, at der kan gå lang tid, før man får succes med noget, og at det kan kræve meget hårdt arbejde, men en dag får humlebien vinger.«

Rasmus Nielsen var i øvrigt i 1981-82 i praktik på Berlingskes Christiansborgredaktion.

Den Berlingske Fond er en selvejende institution, der blev stiftet 1. januar 1960. Hvert år uddeler fonden de to priser, Den Berlingske Fonds Hæderspris og Den Berlingske Fonds Journalistpris, der hver følges af en check på 100.000 kr.