Cykelturen fra Indre By op ad Nørrebrogade i København er også en rejse ind i fremtidens Danmark. Der bliver hurtigt flere og flere butiksvinduer med arabiske tegn og indehavere, der står uden for deres forretninger og taler i mobiltelefoner eller snakker med forbipasserende venner.

På den anden side af Nørrebros Runddel forsvinder store dele af det traditionelle Danmark, for her sludrer mennesker af alle nationaliteter adstadigt på en myriade af forskellige sprog, mens dreadlock-drenge laver cykeltricks under en taggraffiti, hvor der med autoritetstrodsig BZ-barnlighed står »Va rager de maj!«. Og uanset hvor man kigger, er der altid en, der spiser shawarma.

Her i den tætpakkede bydel er omkring hver fjerde beboer indvandrer eller efterkommer, så Nørrebro er langt foran de nyeste prognoser fra Danmarks Statistik, som forudser, at knap hver femte borger i Danmark vil have anden baggrund end dansk.

Foran trappeopgangene står muslimske kvinder og ryger, mens kusinerne Mimona Tahir og Natascha Mollerup, den ene med tørklæde, den anden uden, er på vej ad Nørrebrogade.

»Jeg kan godt lide at komme på Nørrebro. Der er ingen, der sender mig blikke på grund af min hovedbeklædning. Her skiller jeg mig ikke ud,« siger Natascha Mollerup, der beskriver sig selv som halvt pakistansk og helt østerbrosk.

»Der er kvaliteten, det handler om«

Ved gyngerne bag hende på Den Røde Plads står Alex og Lotte og gynger deres lille datter. Lotte kommer fra Hillerød og har boet på Nørrebro i 14 år. Måske har hun bare vænnet sig til bydelen.

»Men jeg har en fornemmelse af, at her er blevet fredeligere i de seneste år. Det er ikke længere så råt. Det er, som om der er kommet mere ro på. Vi tænker ikke over, at der er mange indvandrere, ud over at de er med til at skabe liv og stemning. Det eneste sted, hvor jeg ikke kommer, er på Blågårds Plads om aftenen,« siger Lotte Andersen.

De har talt om, hvor deres datter skal i skole. Alex var bekymret for hendes sproglige udvikling, da hun kom i vuggestue, fordi pædagogerne ikke talte så godt dansk.

»Vi ser ikke så meget på om, der er mange indvandrere på skolen, men mere på kvaliteten. Der er kvaliteten, det handler om,« siger Alex Hansen.

Jeg ved godt, hvor han vil hen. Vi vil alle gerne være gode mennesker, men der er tilsyneladende en vis sammenhæng mellem skolernes etniske sammensætning og kvaliteten.

»Ja det er nemt at være idealist,« vedkender han, og Lotte tilføjer, at datteren også er skrevet op på Nørrebro Lilleskole.

62-årige Yaves Baltas, der er kurder og bor i Mjølnerparken, kommer gående i støvregnen og ligner en der hygger sig i tilværelsen. »Der er ikke så mange problemer her,« siger han: »Men jeg synes, der er områder, hvor der kun er flygtninge. Jeg ville gerne selv bo mellem danskerne,« siger han.

Et uddøende rabarberkvarter

En af de få danskere, der bor i boligområdet Mjølnerparken – der er fast inventar, når der udkommer officielle ghettolister – er Janni Milsted, der har travlt med at forberede sin 78 års fødselsdag.

»Mjølnerparken er som en lille landsby. Vi hilser alle på hinanden, og jeg blev ret glad, da nogle unge knægte ønskede mig god jul, da jeg kom hjem fra juleaften i Brønshøj. Det eneste, jeg er lidt træt af, er, at Nørrebrogade er så ensartet. Det er de samme frisører, tøjbutikker og shawarmabarer over det hele. Det er ikke så multikulturelt,« siger hun.

Jeg fanger forfatter Jesper Stein på telefonen. Han er netop flyttet til Amager efter at have boet på Nørrebro og senest Nørrebrogade ved Stefanskirken i 25 år, og han gravede sig så dybt ned i bydelen, at den har en af hovedrollerne i hans netop laurbærkronede krimiserie:

»Da jeg flyttede ind, var det et uddøende rabarberkvarter med steder, man ikke kom efter mørkets frembrud på grund af hele den hvide underklasse, som siden er gentrificeret ud af de smarte cafeer, der har spredt sig fra Sankt Hans Torv. I dag føles det, som om hveranden på Nørrebro er indvandrer, men det hænger også sammen med, at Nørrebrogade er indvandrernes hovedstrøg, hvor de kører i bryllupskortege og kommer fra hele Sjælland for at købe ind hos slagterne,« konstaterer Jesper Stein.

»Der er også en lillebitte gruppe småpsykopatiske indvandrerkriminelle, der spreder ekstremt dårlig stemning og ødelægger det for andre. Men jeg kan lide Nørrebro. Man oplever nogle af tilværelsens yderskæbner. Min frisør var for eksempel tidligere oberst i den iranske hær og havde virkelig oplevet den eksistentielle vrangside, der er så langt fra velfærdsdanmark,« siger Jesper Stein.

På vej tilbage ned ad Nørrebros hovedstrøg møder jeg min gamle kollega Jan Malinowski, der har boet på Nørrebro siden 80erne.

Hans børn havde masser af fremmede venner og gik i skole med en, der blev skudt i Mjølnerparken. Han synes, indvandrerne har noget, som vi andre har tabt.

»Mens vi står med kalenderen fremme for at aftale at mødes, så har indvandrerne bevaret den spontanitet, hvor man kommer uanmeldt på besøg, og naboen lige har bagt en ekstra kage til børnefødselsdagen. De har en tillid til, at de er velkomne og byder os andre ind i deres tilværelse. På den måde minder Nørrebro faktisk lidt om min barndom i udkanten af Vordingborg, som er det, jeg forstår ved Danmark,« siger Jan Malinowski.