Ånden fra 1989

1989 var året, da verden gik af lave. Vi fik et nyt europakort efter mange års kold krig, usikkerhed og frygt. Men har vi udnyttet de muligheder, der blev skabt i det år?

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen møder sin amerikanske modpart James Baker i Kastrup Lufthavn. Fold sammen
Læs mere

Når jeg ser tilbage på 1989, har jeg samme fornemmelse, som når man står og roder med et fiskegarn: Der er en masse knuder, som driller. Man er gang på gang ved at give op og kyle det hele fra sig. Men pludselig er det, som om at alle knuderne løser sig op, og garnet folder sig ud i sin store sammenhæng. Sådan var det i 1989. Knuderne blev løst op.

Året begyndte ellers surt. Det gærede i Østeuropa, men der blev slået hårdt ned på de aktivister og demonstranter, som ønskede forandringer. Samtidig med, at jeg sad med udenrigsministre fra alle de europæiske lande plus USA og Sovjetunionen og talte om menneskerettigheder og frihedsrettigheder på en konference i Wien, bankede politiet i Prag løs på fredelige demonstranter, som ønskede netop frihed.

En måned efter Wien-konferencen tog jeg til Prag, hvor jeg havde inviteret en gruppe dissidenter til frokost i den danske ambassade. Forfatteren Vaclav Havel kunne ikke komme. Han sad i fængsel. Og flere af de andre gæster blev slæbt på politistationen til langvarige afhøringer i dagene efter frokosten. De gamle magthavere var nervøse, de følte sig truet.

Men så begyndte knuderne at løse sig op i forårets og sommerens løb: Der blev holdt rundbordssamtaler i Polen mellem kommunister og opposition, og det førte til de første frie valg bag Jerntæppet - og en ikke-kommunistisk regering. I Ungarn begyndte man rent fysisk at bryde Jerntæppet ned. Jeg har et stykke af det hængende på min væg - et stykke pigtråd fra grænsen mod Østrig, behørigt forsynet med en attest, der oplyser hvor det kommer fra, underskrevet af oberst József Bán fra den ungarske folkearmé.

I oktober blev Ungarn udråbt til en demokratisk republik, og den røde stjerne blev brækket af tårnet over Parlamentet ved Donau. Jeg var i Budapest dagen efter, og stemningen var euforisk. Åbningen af de ungarske grænser førte til en masseflugt ud af DDR. I oktober var tusinder af østtyskere trængt ind på den vesttyske ambassade i Prag for at få lov til at rejse videre til Vesttyskland. Min vesttyske kollega, Hans-Dietrich Genscher, forhandlede en aftale på plads med den østtyske regering, som sikrede de 5.000 menneskers indrejse i Forbundsrepublikken, og han tog til Prag, hvor han i en bevægende tale fra ambassadens balkon fortalte om aftalen.

Et par dage efter var min kone og jeg til middag hjemme hos familien Genscher i Bonn, hvor han fortalte om oplevelserne i Prag - og hvor vi på TV kunne se de store demonstrationer i Leipzig, hvor folk gik på gaderne under råbet: Wir sind das Volk! Jeg spurgte Genscher, hvornår mon Muren ville falde - og han gav en lang analyse, som forekom mig meget optimistisk: Det nuværende regime under Honecker ville ikke kunne holde. Det havde netop med pomp og pragt fejret DDRs 40-års dag, men havde slået hårdt ned på de demonstranter, der krævede frihed. Genscher nævnte de ledere, der formentlig ville efterfølge Honecker, og hans konklusion var: Omkring det næste århundredskifte vil Muren falde, og det vil blive muligt at forene de to Tysklande.

Men Muren faldt præcis en måned efter vores hyggelige middag hjemme hos Genscher's.

Om aftenen den 9. november sad jeg til en officiel middag på Hotel d'Angleterre med den besøgende marokkanske udenrigsminister, da der kom besked om, at der var ved at ske noget dramatisk i Berlin. Middagen blev kortet af, og på TV kunne jeg følge de bevægende scener, da østberlinerne gik gennem Muren og blev modtaget med begejstring i Vest. Den bølge af mennesker, som skyllede ud, lod sig ikke stoppe. Det gamle regime brød sammen. Den tyske genforening begyndte.

Det hele var gået langt hurtigere, end nogen havde forestillet sig. Et par uger senere brød regimet i Prag også sammen efter nogle anspændte dage med demonstrationer og massemøder. Jeg fulgte de sidste afgørende timer fra Warszawa, hvor jeg var på besøg hos den nye ikke-kommunistiske regering. Midt om natten den 24. november blev jeg ringet op i gæsteboligen af udenrigsminister Skubiszewski. Han fortalte stærkt bevæget, at nu var der omsider gået hul på situationen i Prag. Politiet havde trukket sig tilbage fra gaderne, og Vaclav Havel og Alexander Dubcek stod netop nu på en balkon på Wenceslas Pladsen og modtog folkemængdens hyldest.

Og så gik det stærkt: Den 29. december blev der valgt ny præsident i Tjekkoslovakiet: Vaclav Havel - manden, der ikke kunne komme til frokosten i den danske ambassade i februar.

I Rumænien forsøgte det gamle regime at klamre sig til magten. Men diktatoren Ceaucescu og hans hustru endte med at blive henrettet, næsten for åben TV-skærm.

Og sådan sluttede 1989 - et af de mest bevægede og lykkelige år i Europas omtumlede historie. Jeg var så heldig at følge det hele på tæt hold. Men jeg sluttede året på ryggen - i en seng på Rigshospitalet, spændt fast med skruer og lodder efter en operation, der havde givet mig en brækket hals. Nytårsaften lå jeg derfor med et spejl hængt på skrå over hovedet, så jeg kunne følge billederne på TV af glade mennesker, der klatrede op på Berlinmuren og skød det nye år ind med glade raketter. Der kneb jeg en lille tåre. For sådan sluttede mit 1989: Med et skævt spejlbillede af noget, jeg ikke havde turdet drømme om i mine vildeste drømme.

1989 var det afgørende år. Det er nu alt sammen historie. Der er kommet nye generationer til, som ikke har oplevet Europas deling - og som ikke har forudsætningerne for at forstå, hvor bevægende det var at få mulighed for at fjerne grænser i det Europa, der havde været delt og splittet i så mange år.

Hvordan er det så gået? Har vi udnyttet de muligheder, der blev skabt i 1989?

Når man vejer plusser og minusser op mod hinanden, vil jeg mene, at plusserne er i overvægt. Selv om det naturligvis altid er minusserne, der falder mest i øjnene.

Tyskland blev forenet, og det har vist sig at være en langt mere kompliceret proces, end man nok havde forestillet sig dengang. Blandt andet fordi det hurtigt viste sig, at alle havde overvurderet det gamle DDRs økonomiske styrke - ganske som det siden skulle vise sig, at Sovjetunionen var en kolos på lerfødder.

EU og NATO tog imod de nye demokratier, som opstod efter 1989. Det var ikke ukompliceret. Da man nåede frem til målstregen, var det, som om noget af begejstringen fra 1989 var fordampet. I Frankrig blev »den polske blikkenslager« brugt som et skræmmebillede, og selv i Danmark fik bekymringen over udsigten til at lukke op for »de fremmede« lov til at stikke snuden frem. Og så gik det hele langt bedre, end man kunne have forventet. Det blev ikke »dyrt« at lukke op for de nye lande, som mange havde frygtet. Tværtimod. De nye medlemmer fremviste en dynamik, som gjorde dem til lokomotiver for de ældre europæiske økonomier - og den polske blikkenslager viste sig at være en værdifuld fornyelse mange steder.

Men der var kommet grus i det europæiske maskineri, og den fortsatte udvidelsesproces i EU gik i stå, mens man først skulle have en afløser for den kuldsejlede forfatningstraktat og dernæst have Lissabon-traktaten gennem det irske nåleøje. Og vi venter stadig på, at Tjekkiets præsident får sat den underskrift, hans parlament og regering forlanger.

Udfordringen for Europa i dag er at gøre arbejdet færdigt med de lande, som endnu ikke er med - samt at fortsætte den »indhentningsproces«, som er blevet afbrudt af den globale finanskrise. Desværre ser det ud til, at krisen har fået de enkelte lande til at søge egne løsninger frem for fælles. Flere af de nye lande er på randen af et økonomisk og politisk sammenbrud. Mange spørger, om demokrati og markedsøkonomi er noget for dem, når de kan opleve så voldsomme nedgange i levestandarden, som man har set det sidste halve års tid.

Her svigter den del af Europa, som af historien fik foræret et forspring på et halvt århundrede i at skabe og konsolidere velstand og tryghed. De nye lande har haft mindre end tyve år til at indhente os - og hvis der ikke gøres mere for dem i dag, risikerer vi at tabe meget af det, der er vundet siden 1989. De har brug for økonomisk støtte og for at komme hurtigt med i euro-samarbejdet. Og så har de brug for, at de gamle lande finder fælles løsninger for alle på for eksempel energipolitikkens område - i stedet for at søge bilaterale aftaler med Rusland, som især Tyskland og Frankrig gør det.

For tyve år siden fik vi et fælles ansvar for Europas fremtid. Der er brug for, at »ånden fra 1989« bringes til live igen.