Aalborgs festgade bliver hotspot – risiko for opholdsforbud

Politiet vil undgå, at folk stimler sammen i festgaden Jomfru Ane Gade i Aalborg. Området gøres til hotspot.

Der nedlægges et hotspot i Jomfru Ane Gade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når restauranter og barer i Jomfru Ane Gade i Aalborg lukker, kan for mange mennesker blive forsamlet i gaden.

Og det giver risiko for nye smittekæder, skriver Nordjyllands Politi, der fra torsdag har udnævnt gaden til et corona-hotspot.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at det træder i kraft torsdag og vil gælde indtil 31. maj.

Tiltaget betyder, at politiet vil holde ekstra øje, og hvis ikke anvisninger følges, vil politiet kunne udstede et decideret opholdsforbud.

»Og vi vil være nødt til at handle hurtigt, hvis der opstår episoder, der kræver en indgriben fra politiets side,« siger politiinspektør Claus Danø i politiets meddelelse.

Politiet ønsker at undgå, at for mange mennesker klumper sig sammen i gaden – særligt ved lukketid. Restaurationer skal i dag stoppe servering senest klokken 22 og lukke en time efter.

»Da vi kan se, at smittetallet i Aalborg Kommune, særligt blandt de unge, er stigende, ja, så sætter vi ind med dette skridt for at undgå sammenstimlen ude for restaurationerne,« siger Claus Danø.

Han opfordrer borgerne i almindelighed og de unge i særdeleshed til stadig at huske hinanden på den fornuftige adfærd med blandt andet afstand og hensynsfuldhed.

Politiet vil sætte skilte op og være ekstra til stede i området.

»Vores patruljer vil befinde sig i og omkring Jomfru Ane Gade, hvor vi vil gå i dialog med gæsterne særligt omkring lukketid, så vi undgår, at gæsterne klumper sig for meget sammen, når de forlader gaden,« siger Claus Danø.

Det midlertidige hotspot gælder i Jomfru Ane Gade samt Jomfru Anes Gård og Vesterå.

/ritzau/