»Åh, hvor jeg drømte om, at der var nogen, der ville komme og tage mig væk«

Nana Strandgaard i sit hjem på Nørrebro. Nana Strandgaard er vokset op i en familie, hvor først faren havde et alkoholmisbrug og senere også moren. Hun havde ønsket at andre voksne omkring hende havde reageret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

På klassebilledet fra syvende klasse, ser Nana Strandgaard det selv tydeligt.

»Jeg ser så skrøbelig ud. Min påklædning, mine øjne, alting. Først farvede jeg hår, så klippede jeg det helt af. Det skreg jo på hjælp – at jeg var i dyb krise,« siger hun.

Der var bare ingen, der gjorde noget. Hele Nana Strandgaards barndom på Falster svævede hun mellem angst og utryghed og et forsøg på at opretholde en nogenlunde almindelig facade. Begge dele som konsekvens af, at først hendes far og siden også hendes mor udviklede et alkoholmisbrug.

»Jeg forsøgte at holde fast i fortællingen om, at min far havde et godt job, tjente mange penge og arbejdede for Mærsk i Kina. Det var en del af sandheden, men ved siden af den var min egen frygt for, at han var ved at drikke sig ihjel, og at min mor samtidig ikke var i stand til at passe mig herhjemme,« fortæller 23-årige Nana Strandgaard.

Indimellem krakelerede facaden. Hvis hun opdagede en skamfuld plet på sit tøj, eller der blev taget følsomme emner op i skolen, kunne hun pludselig bryde sammen i gråd. Engang kastede hun en saks efter en klassekammerat.

»Jeg var fyldt til randen, men turde ikke sige noget. Jeg var bange for, at jeg ville komme til at ødelægge mine forældre endnu mere. De var begge ret suicidale på det tidspunkt.«

Forældrene blev skilt, og det blev en del af hverdagen, at moren meddelte, at hun ville tage ud for at handle, men først flere dage senere vendte hjem fra druk.

Klasselæren trak en dag Nana til side og fik hende til at fortælle, at hun følte sig ensom og stort set levede af hvidløgsflute.

»Min klasselærer begyndte at græde, og så stoppede jeg med at fortælle, for hvis hun ikke engang kunne rumme den del af virkeligheden, havde jeg ikke lyst til at sige mere,« siger Nana Strandgaard.

Der skete heller ikke mere. I stedet tog ensomheden over.

»Åh, hvor jeg drømte om, at nogen ville kommme og tage mig væk fra den tilværelse. Jeg overlevede bare, og jeg var ret bevidst om, at det ikke kunne blive ved. Jeg kunne bare ikke gøre noget selv og mine forældre slet ikke – nogle andre måtte komme og tage ansvar for mit liv,« siger hun:

»Jeg kan godt spekulere på, hvorfor der ikke var nogen, der greb ind. Der var så mange signaler, men ingen til at handle på det eller bare spørge til, hvordan jeg gik og havde det.«

Det var Nana Strandgaards moster, der tog ansvaret for hende. Mosteren kom og hentede hende, efter at hun var blevet smidt ud hjemmefra og endte med at adoptere hende. Mosteren prikkede hul på bylden, og Nana Strandgaard turde for første gang som 14-årig fortælle hele sin historie.

Hun forsøgte at starte på en frisk, da hun begyndte i gymnasiet, men har måttet erkende, at hendes opvækst har sat så dybe spor, at der var brug for professionel hjælp til at bearbejde dem. Nana fik en spiseforstyrrelse og kom i terapi, og inden for det seneste år har hun benyttet sig af Blå Kors’ tilbud til voksne børn af alkoholiker-forældre.

»Det var først der, det rigtigt gik op for mig, at jeg er vokset op med forældre med alkoholmisbrug. Det har været så skamfuldt, men nu er jeg ved at nå dertil, hvor jeg kan se på det som noget andet end skam, og at det er noget, der har været med til at danne mig som person. Men det var kun, fordi jeg fik professionel hjælp, ellers er jeg sikker på, at jeg ikke havde været her i dag.«