Der er fyret op i brændeovnen i den store stue, hvor Berlingske Tidende er budt til et fint sønderjysk kaffebord med både fastelavnspumle, brøtort, og småkaech (fastelavnsboller, rugbrødslagkage og småkager, red.) Vi er taget af sted til Sønderjylland for at møde 70-årige Anni Petersen og 72-årige Didde Jepsen til en snak om de danske dialekter, som en sprogforsker fra Københavns Universitet i anledningen af Dialektforskningsinstituttets 100-års jubilæum erklærer for uddøde. Selv om Als er et af de få steder i Danmark, hvor der stadig bliver talt med en traditionel dialekt i den ældre del af befolkningen, er dialekten også på vej i graven her.
De to ældre kvinder er begge født på Als og vokset op med, at man både talte alsisk derhjemme og til læreren i skolen. Men nu er sproget på vej væk i takt med at de ældre generationer forsvinder.
»Det e en stowe skam!« (Det er en stor skam, red.) bliver de to kvinder hurtigt enige om på klingende alsisk.
De to kvinders forældre er også indfødte alsinge, bortset fra Diddes far, som er fra Tønder-egnen. Det giver dog lidt forståelsesproblemer, da hun skal forklare det, selv om Berlingske Tidendes udsendte er vokset op blot 40 km fra Sønderborg og normalt sagtens kan forstå sønderjysk.
»Han e vesterbowe!« siger Didde. »Er han fra Vesterbro?«
»Næj, VESTERBOWE – ue fra vest a – ue a ve Tønne,« (Nej, vesterboer. Ude fra vest ved Tønder, red.) forklarer Didde tålmodigt.
11 varianter af dialekten
Da hun og Anni voksede op i henholdsvis Holm ved Nordborg og Lysabild på Sydals, talte man – så vidt de kan huske – om, at der var 11 forskellige varianter af den alsiske dialekt. Didde fortæller, at da hun var yngre, skulle man kun gå de to kilometer fra hendes hjemby Holm og til Nordborg, før der var markant forskel på, hvordan man talte dialekten. Sådan er det slet ikke længere.
»Da e kommen so manne folk uejfra te Danfoss o sået nauw. Så manne som jo it snakke alsisk, o det hæ påvirken os dæ boej he-e,« (Der er kommet så mange folk udefra for at arbejde på for eksempel Danfoss. De taler jo ikke alsisk, og det har påvirket os, der boede her, red.) siger Anni Petersen og forklarer, at man før i tiden sagtens kunne tale dialekt på arbejdet, men at det jo ikke nytter noget, når de udefrakommende ikke kan forstå, hvad der bliver sagt.
»Tidligere gik man bar i æ brugs i æ landsby. Dengang var det en klike – og meje haej man faktisk it bruch for,« (Tidligere gik man bare hen til købmanden for at købe ind. Dengang var landsbyen en klike – en slags familie – og mere havde man faktisk ikke brug for, red.) siger Anni, som forklarer, at der på halvøen Kegnæs, hvor hun har boet, tidligere var flere slagtere og bagere. I dag er der ikke engang en købmand tilbage, og beboerne må nu køre langt for at købe ind. Derfor snakker de ikke så meget med de lokale, som de gjorde før i tiden.
Bondske og dumme
Den alsiske dialekt betyder meget for de to kvinder, som synes, det er synd, at sproget dør ud.
»Hva vi du da saje, hvis du en daw kun skuel snakk ingelsk? Det e en del af vo identitet dæ gehe tabt,« (Hvad ville du da sige, hvis du en dag kun skulle snakke engelsk? Det er en del af vores identitet, der går tabt, red.) siger Anni, som sammen med Didde fortæller, at mange i dag nok opfatter dem som dumme, når de snakker dialekt.
»Det er jo nowen dæ griner af det at vi snakke såen!« (Der er jo nogen, der griner af, at vi snakker på den her måde, red.) siger Anni. »Ja, det e lidt som om de saje, at vi er bondesk, og at vi e dumm. Så vi e dumm,« (Ja det er lidt som om de mener, at vi er bondske og dumme. Så vi må være dumme, red.) siger Didde med et grin. Helt dum er hun nu ikke.
I 70erne vandt hun tre gange radioquizzen »Hvornår var det nu det var«. Hendes alsiske dialekt var dog et problem for værten Jørn Hjorting, som spurgte hende, hvordan hun var kommet til Herning.
»Mæ æ toch!, såej a, men det føstau han slet it nauw a. Men æ var jo baer van til å snak såent,« (Med toget!, sagde jeg, men det forstod han ikke noget af. Men sådan var jeg jo bare vant til at tale, red.) siger Didde.
Selv om de to kvinder holder sproget i hævd, har de ikke en tro på, at alsisk vil overleve i særlig mange år. De har dog både børn og børnebørn, som behersker sproget.
»Men det gavne jo et møj, hvis de ikk snakke æ språch!« (Men det nytter jo ikke noget, når de ikke taler sproget til daglig, red.), konstaterer Anni: »Det he-e alsisk språch det e døe u. Mæ de ung folk, dæ døe det u. A troe it du kan gøej møj ve æ ujvikling. Det e for sill,« (det alsiske sprog er uddødt. Med de unge dør det ud. Jeg tror ikke, du kan gøre meget ved udviklingen. Det er for sent, red.)