91-årig Frikorps Danmark-soldat går fri i sag om krigforbrydelser mod jøder

En dansker i tysk tjeneste stod vagt i en lejr under Anden Verdenskrig, hvor jøder i massevis blev dræbt. Anklagemyndigheden afviser nu at rejse straffesag, fordi der ikke er fundet beviser for konkrete forbydelser begået af den nu 91-årige danske mand.

SS-officerer fotograferet i lejren ved Bobruisk i Hviderusland under Anden Verdenskrig. Helmuth Leif Rasmussen optræder ikke på billedet. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere

Helmuth Leif Rasmussen kan ånde lettet op.

I juli 2015 blev den 91-årige tidligere Frikorps Danmark-soldat anmeldt for forbrydelser mod menneskeheden begået under Anden Verdenskrig i den hviderussiske udryddelseslejr Bobruisk. Under efterforskningen opstod der mistanke mod endnu en dansk mand, som havde gjort tjeneste i samme lejr. Men efter knap halvandet års efterforskning har Stats­advokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) besluttet ikke at rejse tiltale mod de to og lukke sagen.

»Vi standser efterforskningen. Det gør vi, fordi der ikke er fremkommet oplysninger om konkrete forbrydelser begået af de mistænkte, og fordi der ikke er fremkommet yder­ligere oplysninger, som skaber en rimelig formodning om, at der er begået straf­bare forhold,« siger chef­an­kla­ger Steen Bechmann Jacobsen til Berlingske.

Anledningen til anmeldelsen mod frikorpssoldaten, som altså ikke længere mistænkes for krigsforbrydelser, var en vidneforklaring, han i 1945 afgav i en straffesag mod sin overordnede officer. Vidneforklaringen er gengivet i bogen »En skole i vold« fra 2014 og lyder:

»I januar-februar 1943 gik fængslede (Helmuth Leif Rasmussen, red.) vagt i Waldlager, og under vagt­tje­nes­ten så han flere jøder blive henrettet med nakkeskud. Der var til tider 25-30 graders kulde, og jøderne var dårligt påklædt, ligesom forplejningen var uhyre dårlig. Som følge heraf var der så godt som hver dag syge i jødelejren. Og når disse ikke kunne arbejde mere, blev de beordret ud til nogle store masse grave. Her blev de beordret til at afføre sig deres klæder og fik herefter ordre til at lægge sig på maven i graven. Når det var sket, blev de skudt med nakkeskud.«

SS-soldater ved arbejdslejren ved Bobruisk i Hviderusland under Anden Verdenskrig. Den danske frikorpsmand Helmuth Leif Rasmussen optræder ikke på billedet. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere

Ikke desto mindre bestrider Helmuth Leif Rasmussen, som i dag lever under et andet navn, sin forklaring efter krigen. Ifølge SØIK bedyrer den 91-årige i dag, at han alene var i lejren for at gennemgå militær uddannelse. Kun i sjældne tilfælde stod han vagt ved vejen til lejren, og over for SØIK bestrider han overhovedet at have haft med jøder i lejren at gøre.

Som et led i efterforskningen har forskere på vegne af SØIK ledt efter information i Rigsarkivet, men har ikke fundet materiale, som modbeviser den 91-åriges påstand. Derudover har det af naturlige årsager ikke været muligt at finde nulevende, der ville kunne vidne mod de to mænd.

Spørgsmålet er ifølge chefanklager Steen Bechmann Jacobsen, hvor meget den mistænkte har vidst om forholdene i lejren, mens han holdt vagt.

»Har han holdt vagt for, at ingen så, at der blev slået jøder ihjel, eller har han holdt vagt af andre grunde? Hvad har han som 17-årig soldat haft forsæt til? Hvad har han accepteret, der skulle foregå i lejren? Det er de elementer, vi har vurderet rent straf­fe­retligt,« siger chefanklageren og gentager sin konklusion:

»Og det, vi har kunnet grave frem, har altså ikke været nok til, at man kan stable en straffesag på benene.«

Helmuth Leif Rasmussen blev efter krigen idømt seks års fængsel for sin krigstjeneste på nazisternes side og for sin rolle i en skudepisode i København kort efter krigen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den tidligere frikorpssoldat til denne artikel, men han har tidligere over for avisen afvist del i Bobruisk-lejrens grusomheder.

Bogholderen og frikorpssoldaten

Få dage før den danske frikorpssoldat blev politianmeldt for krigsforbrydelser i 2015, blev den dengang 94-årig Oscar Gröningen - også kendt som »bogholderen fra Auschwitz« - idømt fire års fængsel for medvirken til massedrab.

I Auschwitz bogførte Oscar Gröning, der dengang var 21 år gammel, de beløb, der blev konfiskeret fra fangerne, hvorefter pengene blev sendt direkte til de tyske nazisters elitestyrke SS i Berlin. Derudover var Oscar Gröning ansvarlig for at få afskaffet fangernes bagage, så næste fangehold ikke fattede mistanke om, hvad der ville ske med dem.

Chefnazijæger Efraim Zuroff fra Simon Wiesenthalcenteret, som i 2015 anmeldte den danske frikorpssoldat, henviste dengang til den tyske sag som et argument for at retsforfølge Helmuth Leif Rasmussen.

Adspurgt hvad forskellen er på den danske og tyske sag, siger chefanklager ved SØIK, Steen Bechmann Jacobsen:

»Vi kender ikke den tyske sag som sådan. Jeg tror ikke, der er nævneværdige forskelle på tysk og dansk ret i forhold til bevisoptagelse og vurdering, men der må have været tilstrækkeligt efter tysk ret til at domfælde. Vi har i den her sag lavet en meget tilbundsgående undersøgelse. Og vi har en opfattelse af, at vi blandt andet med bistand fra historikere har vendt hver en sten i den her sag. Vi har været i alle hjørner for at se, om der er andet materiale, vi kan opdyrke, som kan indeholde beviser mod vores mistænkte. Og det har der bare ikke været.«

Ikke desto mindre er manden bag politianmeldelsen, den israelske chefnazijæger Efraim Zuroff som Berlingske sidste år tegnede et portræt af, mildest talt skuffet.

»Du er nødt til at spørge dig selv, når du hører den her beslutning om ikke at retsforfølge Rasmussen: hvem er glad for den nyhed, og hvem er trist? Når folk som Rasmussen er glad, og det går jeg ud fra, han er, så ved du, der er noget galt,« siger Efraim Zuroff til Berlingske:

»Sagen er i sin nøddeskal, at Helmuth Rasmussen ikke bliver retsforfulgt, fordi han er så heldig, at de folk, der potentielt kunne vidne mod ham, er døde. Det ændrer ikke, hvad han var en del af. Det her er ikke i orden. De danske frivillige, som kæmpede for nazityskland, vendte hjem og blev dømt for forræderi. Men ingen gad beskæftige sig med, hvad de faktisk havde foretaget sig under krigen. Det der skete i Bobruisk er vigtigt, også for Danmark.«