79-årig mand dræbt i frontalt sammenstød

Læs mere
Fold sammen

En 79-årig mand fra Toftlund mistede søndag eftermiddag livet efter et frontalt sammenstød med en modkørende, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til bt.dk.

Politiet fik anmeldelsen kort efter klokken 16.00. Ulykken skete på Rømøvej mellem Toftlund og Skærbæk vest for Hønning Plantage.

»Da lægen kommer derud, erklærer han den 79-årige mand død. Han var fører af den ene bil. I samme bil var hans 77-årige hustru med som passager. Hun kom alvorligt til skade og blev bragt til Aabenraa Sygehus,« siger vagtchef Erik Lindholdt.

Den modkørende bil blev ført af en ung mand, og ifølge politiets foreløbige oplysninger kom det kom det ældre ægtepar ind i en kurve - i den forbindelse kom de over i den forkerte kørebanehalvdel.

»Det vil så rette op og komme tilbage i egen kørebanehalvdel. Den modkørende bil forsøgte at undvige samme vej,« fortæller vagtchefen.

»Den unge mand er udskrevet, men det er selvfølgelig en hård omgang,« tilføjer Erik Lindholdt.

En bilinspektør blev tilkaldt i samme ombæring for at lave en rapport over ulykken. Vagtchefen oplyser ydermere, at der ikke er mistanke om spirituskørsel i forbindelse med ulykken.

De pårørende er underrettet om ulykken.

BNB