»Jeg er noget bekymret, for jeg har hørt i dagspressen, at det kun er pensionister på den mindste ydelse, der bliver tænkt på.«

Sådan lyder det indledningsvist fra 73-årige Helene Hansen fra Aabenraa, der mandag formiddag har ringet til Ældre Sagen, fordi den nye boligydelsespakke bekymrer hende. En ny boligydelse er en del af finansloven for 2016, der står til at blive tredjebehandlet i Folketinget kort inden jul.

I den anden ende af røret forsøger socialrådgiver Grete Schou Frederiksen, der har arbejdet i Ældre Sagens rådgivning i 13 år, at oplyse om sagen, så godt hun kan.

Men det er ikke nemt. For regnedrengene i Finansministeriet og Ældre Sagen er ikke enige om, hvad konsekvensen bliver af den nye boligydelse. Derfor har Dansk Folkeparti krævet nye forhandlinger, og det står endnu ikke klart, hvad de ender ud i.

Helene Hansen frygter, at hun skal flytte igen

»Ved du hvad, vi ved på nuværende tidspunkt overhovedet ikke, hvad det her ender med. Men jeg kan fortælle dig, hvad der lå i forslaget. Er du en af dem, der får boligydelse?« spørger Grete Schou Frederiksen fra sit kontor på Nørregade i København.

»Ja, det er jeg nemlig, og jeg valgte den bolig jeg har, fordi den var med elevator, og jeg har dårligt knæ. Den passede med den boligydelse jeg fik i forhold til mine indtægter og udgifter. Men hvis midtergruppen bliver så hårdt ramt, som jeg har læst, så er jeg på den. Så får jeg en ny udgift, og så skal jeg måske til at flytte,« siger Helene Hansen, der bor alene i en almindelige lejelejlighed i Aabenraa, efter hendes mand er død.

»Ja, det kan godt være, det ender sådan, men vi ved ikke, hvor det lander,« lyder replikken fra Grete Schou Frederiksen.

»Vi har været sindssygt forvirrede«

Fra sit kontor med orange vægge, nips og familiebilleder har Grete Schou Frederiksen de seneste to uger haft travlt med at snakke med bekymrede medlemmer om boligydelsen.

Mandag morgen lå der i den brune papbakke på kommoden syv sedler med navne og telefonnumre på personer, som hun skulle ringe tilbage til om emnet.

Men det er svært at rådgive medlemmerne med klare svar, når regnedrengene er uenige og politikerne lægger op til nye forhandlinger.

»Vi har været sindssygt forvirrede de seneste 14 dage,« siger Grete Schou Frederiksen.

Dansk Folkeparti kræver klarhed

Dansk Folkeparti står bag finansloven sammen med regeringen, Liberal Alliance og de Konservative, men efter den megen virak om den nye boligydelse, har Dansk Folkeparti trukket i håndbremsen.

Fredag kunne Jyllands-Posten med tal fra Finansministeriet rapportere, at 22.500 ældre med en årlig indkomst under 150.000 kroner vil få en lavere boligydelse med den nye finanslovaftale. På et pressemøde torsdag sagde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) imidlertid, at folkepensionister med så lav indkomst vil få en højere boligydelse, mens nogle af de mere velhavende ældre vil få en lavere.

Siden har DF gjort det klart, at partiet ikke stemmer for finansloven, hvis Jyllands-Postens oplysninger er rigtige. Mandag gentager finansordfører Rene Christensen (DF) det løfte:

»Vi stemmer ikke for en aftale, der ikke afspejler den aftale, vi har lavet. Finansministeren sagde, at ingen husstande under 150.000 ville blive berørt. Det viser sig så, at det vil de alligevel. Hvis man ikke kan rette op på det, må man pille det punkt ud og løse det på et senere tidspunkt.«

Den lille bonus risikerer at forsvinde

73-årige Helene Hansen står imidlertid ikke med en årlig indkomst under 150.000 kroner, så hun får næppe noget ud af en ændring i loven på det punkt. I telefonen forklarer hun Ældre Sagen, hvordan hun ser på situationen:

»Jeg ønsker at fortælle jer, at I skal huske, der er en gruppe lige over mindstegruppen, som har haft et arbejdsliv, hvor vi har fået bare en lille bonus til at forsøde livet med, og det bliver måske fjernet, hvis ikke vi skifter bolig. Og da jeg fik den her bolig, betalte jeg 30.000 kroner for indskud og flytteudgifter. Hvis jeg skal flytte, så bliver det samme udgift igen.«

Helene Hansen har selv læst om den nye boligydelse på nettet og sat sig grundigt ind i sagen. Hun frygter, at hun kommer til at miste flere tusinde kroner om året, når den nye lov er helt indfaset om fem år.

»Jeg er utilfreds med, at vi bliver snigløbet. Jeg synes, det er kommet ind af bagdøren. Hvis jeg ikke havde set overskriften på BT, havde jeg ikke anet noget om det. Og de siger, man skal planlægge sit liv,« siger hun.

Finansministeriet har ikke ønsket at kommentere sagen, og det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres finansordfører, Jacob Jensen (V). Han sagde dog fredag, at Finansministeriet i løbet af weekenden ville lave beregninger på baggrund af høringssvar fra især Ældre Sagen og de spørgsmål, som Dansk Folkeparti har rejst på baggrund af samme.