72 kontanthjælpsmodtagere kæmper om én ledig stilling

Der er i gennemsnit 11 kontanthjælpsmodtagere per ledig stilling, viser en ny analyse. I enkelte kommuner er tallet helt oppe på 72.

"Forsvar vores velfærd"-demonstration. "Den 14. september er "sorte onsdag". Den dag hvor mange københavnske kontanthjælpsmodtagere fik besked på, hvor meget de mister i ydelser og boligstøtte. Sørgemarch fra Rådhuspladsen gennem Strøget til Kongens Nytorv og retur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er mange personer om buddet, når en­ ledig stilling slåes op på Jobnet. På landsplan er der 11 kontanthjælpsmodtagere per ledig stilling, mens der er helt op til 72 per ledig stilling i enkelte kommuner som f.eks. Langeland.

Det fremgår af en analyse af Jobnet fra den centrum-venstrepolitiske tænketank Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.

Jobnet er det redskab, landets jobcentre stiller til rådighed for kontanthjælpsmodtagernes jobjagt.

Der er også andre steder at finde job, men billedet giver et praj om, hvor svært det er at finde arbejde.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser desuden, at den samlede ledighed i august steg med 1.400 fuldtidsledige personer.

Det sker, mens regeringens kontanthjælpsloft træder i kraft 1. oktober. Loftet begrænser, hvor meget støtte kontanthjælpsmodtagere kan modtage fra det offentlige og skal bl.a. fungere som incitament for de ledige til at finde et arbejde.

Målet bliver svært at efterkomme, når de ledige job ikke er der, siger cheføkonom i AE Erik Bjørsted:

»Der er rigtig mange kontanthjælpsmodtagere, der slås om relativt få job i de forskellige landsdele.«

Det billede tegner også flere borgmestre, Berlingske har talt med.

Arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet Bent Greve siger, at analysen bekræfter billedet af det danske arbejdsmarked:

»Der er helt generelt ikke job nok. Samtidig er der det geografiske problem. Det er lettere at finde arbejde tæt på København, men næsten umuligt i udkantsområderne.«

En anden analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viste tidligere på året, at virksomheder i bl.a. Nordjylland oplevede 462 gange, at de ikke kunne få besat et job.

Det er ikke ensbetydende med, at de job egner sig til kontanthjælpsmodtagerne, understreger Bent Greve.

Ingen uddannelse, intet job

Bent Greves påstand om, at der ganske enkelt ikke er tilstrækkeligt med job, der matcher kontanthjælpsmodtagernes uddannelse, finder enighed blandt borgmestrene fra tre af de kommuner, hvis borgere må spejde langt efter jobbene i Jobnet.

For det er på ingen måde nemt at finde job til kontanthjælpsmodtagerne, siger borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen (S).

»Og når der endelig er en jobåbning, så kan virksomhederne vælge mellem de bedste. I dag er det bare sådan, at hvis du ikke har nogen uddannelse og ikke har lært at møde til tiden, jamen, så er det svært at få job.«

Trods det lave antal job i Jobnet er der løbende jobåbninger på Lolland, siger borgmesteren. Men man lider under, at der flytter mange på kontanthjælp til kommunen. I første halvår af 2016 flyttede 773 voksne til Lolland; af dem var 267 beskæftigede, stort set lige så mange var på enten kontanthjælp eller førtidspension. Det samlede antal kontanthjælpsmodtagere i Lolland Kommune er ca. 1.150.

Ifølge borgmesteren kommer tilflytterne især fra København, og kommunen bliver ikke kompenseret i tilstrækkelig grad via udligning, mener han.

»Det Vesterbro, der var for 30 år siden, er flyttet til Lolland. Loftet og integrationsydelsen er derfor også den rene gift for os, for vi har så billige boliger, som de vil kunne betale,« siger han og fortsætter:

»Så det er klart, at vi har færre job til dem, fordi vi har en overrepræsentation af den befolkningsgruppe i forvejen. Hvis I bare vil tage jeres kontanthjælpsmodtagere tilbage, så skal jeg nok tage nogle flere flygtninge,« som han siger.

I Kerteminde Kommune fortæller borgmester Hans Luunbjerg (V) samme historie. Der er løbende jobåbninger, men de er ikke så ligetil sådan at falde ind i for byens kontanthjælpsmodtagere.

»Vores jobcentre kan ikke løse problemet, når der ikke er jobåbninger til de ansøgere, der er. Så det er svært.«

Både på Lolland og i Kerteminde oplever man, at mange job kræver mere uddannelse, end kontanthjælpsmodtagerne har, og når det handler om mere simple job, så går de ofte til arbejdsomme udlændinge.

»De vil have nogle, der kan rubbe neglene,« som Kerteminde-borgmesteren udtrykker det.

På Langeland siger borgmester Bjarne Nielsen (V), at der ganske enkelt ikke er mange job på øen.

»På et sted som Langeland har vi ikke virksomhederne, der kan tage dem. Flere virksomheder vil gerne hjælpe, men det er svært.«

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) skriver i en mail til Berlingske, at kontanthjælpsmodtagere også må holde øje med jobannoncer andre steder end på Jobnet.

»Vi kan se, at en stor del af beskæftigelsesfremgangen går til folk fra andre europæiske lande, som i stor stil arbejder i ufaglærte job. Det gælder ikke bare i de store byer, men over hele landet,« siger han og tilføjer, at ledige derfor skal være geografisk mobile og fleksible.

kontanthjælpsmodtagere tilbage, så skal jeg nok tage nogle flere flygtninge.«