7. Maj: Hippomand nr. 1303 mfl.

Foto: Sven Gjørling. Politi og modstandfolk anholder værnemagere
Læs mere
Fold sammen

Berlingske Tidende tog med frihedskæmpere og politiet på tur gennem København for at hente landsforrædere til domhuset

»En ung mand, der i sin tid af frihedsbevægelsen havde fået stillet den opgave at søge plads på politigården og søge indblik i listerne over stikkerne, var med på køreturene. Han havde i sin hånd en blyantskreven fortegnelse over de eftersøgte forbrydere. I øvrigt deltog seks-syv politifolk, brillante fyre, lige dukket op fra deres underjordiske gemmesteder. Efter længere tids passivitet strømmede de over af arbejdsglæde. Men trætte var de. Nogle havde arbejdet uafbrudt siden torsdag morgen. Ingen havde haft stunder til at vaske og barbere sig.

Ude i Haraldsgade, hvor en forrykt dansk nazikvinde  - hendes mand eller elsker var taget - lå og skød ud af tagvinduet, blev der kommanderet: »Ned på stenbroen!« »Jeg smed mig nu ikke ned,« sagde en af betjentene, »for havde jeg gjort det, var jeg straks faldet i dyb søvn!«

Den første, vi hentede, var »Fædrelandets« chefredaktør Helge Bangsted. Han boede i den dyre Christiansgaard i Saneringskvarteret, oven i købet i to etager. Der stod Brink på døren. Privat havde han ikke - som på redaktionskontoret i Store Kongensgade - Hitler og Göring hængende på væggen. Han foretrak hjemme at have Knud Rasmussen for øje. Det ville ikke have moret Knud Rasmussen! Hr. Bangsted sad og drak vin af lange flasker omgivet af en talstærk familie. Han påstod selv at have meldt sig aftenen før. Og han var forberedt på skæbnen: En taske med nattøj og barbergrej stod pakket.

Uden for Domhuset på Nytorv stod fra den tidlige morgenstund tusinder af mennesker opstillet for at huje og råbe »Fy!« til de ankomne forbrydere. Sådan har stemningen været i Paris under den store revolution uden for Justitspaladset og Conciergeriet.  Selvfølgelig er det ikke ædelt at fryde sig over mennesker, der går døden i møde, selvom disse mennesker har fortjent at lide. Men i dette tilfælde er det undskyldeligt. Og folket kræver udløsning for det indestængte had, den forbitrelse som tyskerne har fyldt alle danske hjerter med.  Vi MÅ have afløb for vor vrede.

Når vognene med forbrydere er ankommet inden for portene, møder der en et mærkeligt syn: Bag gittervinduer i en sidefløj hænger tæt med mennesker, hvis stemmer ikke når ud bag glasset, men som råber med, det kan man se på deres opkrængede læber. Det er sortbørsfolk, og de er nu aristokraterne inden for domhusets murer.. Sammenlignet med landsforræderne er de fine og noble og føler sig selv sådan.

INTET RETSMØDE! Står der på tavlen udenfor sal nr. 5. Ja det skal jeg love for. Der har vist aldrig været mere retsmøde i det ærværdige rum end i disse dage. Et utal af skæbner afgøres. Kun få  elektriske blus brænder i de store kroner. Guld blinker på lovsamlingernes hundrede af bogrygge bag dommersæderne. På skranken stritter en buket af røde og hvide tulipaner. Lotter med smil på læberne balancerer med store kaffebakker. Kopperne er gammeldags spølkum’er: Tykke hvide uden hank. Væggene er grønmalede. Hvis jeg var dommer, ville jeg blive søsyg af at se på denne farve til daglig.

Foto: Sven Gjørling. Stikkere og værnemagere føres af Frihedskæmpere og modstandsfolk til Københavns domhus på Gammeltorv Fold sammen
Læs mere

Landsforræderne står på række med ansigterne ind mod muren og hænderne højt løftede. Falder de ned disse hænder vanker der straks knubs. Metoden er indført af tyskerne. Over hovedet hænger et ur. De kan alle se, at klokken er slået!

Det er næsten umuligt at høre hvad der siges i forhørene. Skrivemaskinernes klapren overdøver al mennesketale. Der optages meget udførlige rapporter. Karakteristisk for de slimede væsener af det tyske koteri er, at de er blevet noget så høflige, ja næsten uhyggeligt velopdragne. Kommer de i forbifarten til at strejfe ens ærme siger de: Om forladelse. Det er slet ikke nok med undskyld. Sådan var tonen ikke før den 6. maj.

Når Rapporterne er optaget, føres landsforræderne med elevator ned i kælderen, hvor de moderne skabe, små bitte celler med lyse trebænke, åbner sig for dem. Her anbringes de to og to, ja, pladsmangel kan dog medføre, at de må trykke sig sammen både tre og fire. I skabene er der bælgmørkt, hvilket fremmer omtanke. Der kan tændes lys udenfor, og det er interessant at iagttage gennem kikhullet, hvorledes minespillet forandrer sig, når en forbryder ved, at han bliver iagttaget. En berygtet hipomand med en skingergul klud om halsen har ikke meget tilbage af sit engang så kønne ansigt. Han satte sig under anholdelsen til modværge.

Vi går op i en ejendom på murergade på det forreste Nørrebro. Her bor familien Hammeister. Stank af svamp på trappeopgangen. Linoleummet er slidt helt igennem og trinbrædderne er hulede. Hr. Hammeister er allerede taget, men hans svigersøn – 24-årige Cristophersen - efter eget udsagn chauffør, opholder sig i lejligheden. En nydelig herre, glat som en ål. Han skulle have holdt bryllup den 19. i denne måned.  I det lille kammer, hvor ham og kæresten bor, sidder på væggen med tegnestifter, forsider af kulørte ugeblade, portrætter af Cary Grant og Rosita Serrano . På bordet ligger programmet fra ”Styrmand Karlsens flammer”. Hr. Cristophersen og kæreste er beundrere af Poul Reichhardt. Der er ingen grænser for Hr. Christophersens uskyld. At skuffer og skabe i lejligheden er fyldt med cigaretter af gammel kvalitet, barbersæbe, flasker med frugtvin, er han meget forbavset over. Han aner ikke, at der er noget, der hedder sortbørs. At han selv er i besiddelse af en af rigspolitiets pistoler, kommer ham næsten også som en overraskelse. Men da den nu engang er der, kan det vel ikke nytte at fralægge sig en vis forbindelse med Gestapo.  Han er kommet - men kun nu og da - på politigården. Jo, et nummer har han også haft, så vidt han husker (thi han har ikke nogen god hukommelse),  nr. 1303. Det var i afdeling nr. 3, han gik til hånde. Netop den afdeling, der beskæftigede stikkere. Han gik rundt i gader og stræder, på kaffebarer og i biografer og hørte, hvad folk talte om. Bare hørte. Når det ikke kan være andet, ja så er han altså hipomand. Men landsmænd har han ikke pint. Tror han da.

Foto: Sven Gjørling. Sortbørshajer og værnemagere hentes af modstandsbevægelsen og politi og bringes til københavns Domhus Fold sammen
Læs mere

Hr. Cristophersen får ikke nogen blid behandling under dette primitive forhør i familien Hammeisters spisestue, hvor han er omgivet af fotografier af unge atleter i en forening ved navn Kammeraterne. Selv har han i hvert fald været en skidt kammerat.  Da vi skal gå, siger han: ”Må jeg skrive et par ord til min svigermor? ”Han får lov, og tager på bordet De Samvirkende Fagforbund opråb: ”Til det danske folk”. På bagsiden kradser han med barnlige bogstaver: ”Jeg er hentet . A.C.”

Hele Murergade er på benene, da vognen kører bort med hipo-mand nr, 1303. Det er tydeligt, at Hr. Cristophersen ikke nyder megen popularitet. De ord, der følger ham på vej til Domhuset, lader sig ikke trykke. Flere af dem var splinternye, selv for mig.

Blandt flere besøg vil jeg også gerne fortælle om afhentningen af den tidligere Schalburgmand, Hr. Birk, hvem vi træffer hos hans blonde samleverske i Hornemansgade. Hr. Birk er gået fra sin skikkelige kone på Amager for at nyde livet med en dame, der - som han selv - har tjent gode og nemme penge hos tyskerne. Damen lukker op, det er i et moderne og godt hus, og lejligheden er udstyret med smag. Selv står Hr. Birk i entreen parat til at gå ud, thi han er iført en elegant demi-saison og på hænderne har han blændende hvide vaskeskindshandsker: ”Kan de få de hænder op!” siger den storartede jyde, som er politibetjentenes anfører.  De hvide vaskeskind ryger mod himlen.

”Højere op, min herre. Lige så højt op, som hænderne skulle på politigården, når de sad på gode danske mænd. De ved jo selv alt for god besked om, hvor højt hænderne kan komme op. Sådan, ja det var bedre.”  Hr. Birk strækker sine arme til det yderste. Han er straffet for socialbedrageri og har på politigården tilhørt afdeling 2. En af de mest berygtede. Her arbejdede han under en kvinde , kendt som nr. 1400. En kvinde med et forfærdeligt generalieblad. Hr. Birk har også en pistol. Den ligger i et renæssanceskrin under et par reservehandsker af hvidt vaskeskind. Selv er han ikke så ren på sjælen, men handskerne lyser. Med hænderne næsten inde i skyerne træder Hr. Birk ud på gaden og ser ondt på de pæne mennesker, der flokkes om politibilen. Han er ikke vant til at være den ydmyge. Oppe i lejligheden står hans kæreste og piber som en mus : ”Tag i hvert fald mig med!” Men turen var endnu ikke kommet til hende.