66 ansøgninger om statsborgerskab efterforskes for snyd

Politiet efterforsker en lang række ansøgninger om statsborgerskab. Efterforskningen skal klarlægge, om personerne har snydt og derfor kan fratages deres statsborgerskab.

Politiet efterforsker muligt snyd i 66 sager om statsborgerskab. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) mener, at det er er godt, at »vi får disse sager frem i lyset«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Udlændinge- og Integrationsministeriet har gennemgået over 21.000 tidligere indfødsretssager og har derpå bedt politiet efterforske 66 sager, hvor det mistænkes, at en person kan have fortiet tidligere kriminelle forhold, der kunne have blokeret for, at personen opnåede statsborgerskab. Det skriver Politiken.

Efterforskningen sker for at undersøge, om de pågældende personer kan fratages statsborgerskabet, hvis det er opnået ved at snyde.

»Vi skal ikke dele danske statsborgerskaber ud til hvem som helst. Det er helt på sin plads, at der er en række krav, man skal opfylde. Blandt andet i forhold til om man har begået kriminalitet. Derfor er det også godt, at vi får disse sager frem i lyset,« siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til Politiken.

Ministeriet oplyser til Politiken, at de løbende modtager svar i de sager, der er blevet sendt til politiet, og at der endnu ikke er modtaget svar i alle 66 sager. Ministeriet overvejer nu, om Anklagemyndigheden skal anmodes om at indbringe de sager, hvor politiet er vendt tilbage med svar.

Gennemgangen af de over 21.000 sager blev besluttet under den tidligere regering i 2018 og skulle omfatte alle de personer, som siden 2014 havde fået indfødsret.

Venstres indfødsretsordfører, Morten Dahlin, mener, at tallene viser, at beslutningen i 2018 var den rigtige.

»Når der nu er sendt så mange sager over til politiet, så understreger det jo, at det var den rigtige beslutning. Det kommer tilbage til det helt fundamentale princip for Venstre: At man ikke skal belønne folk, der har begået alvorlig kriminalitet,« siger han til Politiken.

Uoverensstemmelser i 85 tilfælde

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet er der i 85 tilfælde ud af de over 21.000 sager »konstateret uoverensstemmelser i forhold til det, som ansøgeren havde oplyst i forbindelse med sin ansøgning om dansk statsborgerskab, og de oplysninger, som på nuværende tidspunkt fremgår i Kriminalregisteret«.

Grunden til, at det ikke er alle 85 tilfælde, der er sendt videre til politiet, er blandt andet, at personerne i nogle af tilfældene fortsat står som sigtede, og at der derfor ikke fremgår en endelig dom af kriminalregistret.

I andre tilfælde har personen rettet henvendelse til ministeriet og oplyst om det kriminelle forhold, uden at det har givet afslag på statsborgerskabet. I de tilfælde kan det ikke siges, at personerne har fortiet kriminelle forhold.

Både Enhedslisten og de Radikale mener, at der er brugt for mange ressourcer på undersøgelsen. Det oplyser partiernes indfødsretsordfører til Politiken.