65.000 børn skal lære at kode ved hjælp af mikrocomputere

Elever på 4. klassetrin landet over tilbydes mikrocomputere, der skal motivere børn til at lære at kode.

Elever på 4. klassetrin landet over tilbydes mikrocomputere, der skal motivere børn til at lære at kode. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann

Når eleverne i landets 4. klasser møder efter sommerferien, vil mange af dem blive udstyret med en mikrocomputer.

Det er Industriens Fond, Center for Undervisningsmidler og DR, der tilbyder 65.000 børn på 4. klassetrin at medvirke i projektet kaldet »Ultra:bit«.

703 skoler over hele landet - det er hver tredje af landets skoler - har indtil videre sagt ja til at medvirke.

»Projektet er en enestående mulighed for at uddanne en hel årgang i at skabe løsninger med kodning,« siger Mads Lebech, der er administrerende direktør hos Industriens Fond.

Fonden skyder 14 millioner kroner ind i projektet, der skal give eleverne digitale færdigheder gennem leg og undervisning.

»Elevernes stillingtagen til teknologi sættes på skoleskemaet, og samtidig lærer de et helt nyt "sprog", som i fremtiden vil være lige så godt at kunne som dansk og engelsk,« siger Mads Lebech.

Projektet er inspireret af britiske BBC, der tidligere har udstyret skoleelever med samme slags computere.

Mikrocomputeren er udstyret med blandt andet 25 programmerbare LED-lamper, kompas samt lys- og temperatursensor.

For at få tingene til at virke skal eleverne lære basal kodning.

En af de skoler, der er med i projektet, er Vestsalling Skole i Skive Kommune.

»Det er godt at få en forståelse af, hvad man kan putte ind i computeren og få den til at gøre,« siger Lene Fisker, der underviser i matematik og natur/teknologi.

»Det er jo teknologi, der indgår i vores hverdag, uanset om det så er en køkkenmaskine eller inden for landbruget. Der er masser af teknik, som er styret af bestemte koder,« siger hun.

Og projektet har en mulighed for at gøre en forskel, vurderer Ole Sejer Iversen, der er professor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet.

»Der er enkelte elever, især drenge, ude i folkeskolen, der i forvejen er rigtig dygtige til digitale teknologier. Men der er også en ret stor gruppe af børn, der slet ikke forholder sig til det, og her tænker jeg især på pigerne.«

»Jeg tror, at DR med sine mange platforme og mange måder at fortælle historier på, kan nå nogle af dem, der ellers ville være svære at nå,« siger han.

DR vil følge projektet op løbende med programmer på DR Ultra, som er et public service-tilbud til de 7-12 årige.

Projektet løber over tre år, og det er stadig muligt for skoler at tilmelde sig.

/ritzau/