65-årig kvinde omkommet i brand

En kvinde på 65 år er mandag aften død af forbrændinger i forbindelse med en brand, der opstod på et værelse på Pårup Plejecenter i Odense. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse, skriver bt.dk.

Tidligere på aftenen kunne politiet meddele, at kvinden var blevet indlagt på Odense Universitetshospital (OUH) med alvorlige brandskader.

Tre andre beboere på 67, 70 og 72 år var sammen med to brandmænd på 31 og 53 år også blevet undersøgt på OUH. Disse fem personer blev dog sendt hjem fra skadestuen efter en observation for røgforgiftning.

Branden er slukket, og brandteknikere arbejder nu på at finde ud af, hvad der er årsag til branden.

BNB