62-årig anholdt for at køre sin mor ihjel

Familiedrama i Løgumkloster. En 62-årig søn dræbte sin mor ved at køre hende over med en bil.

En 85-årig kvinde blev tirsdag dræbt i Løgumkloster, hvor en mand ifølge politiet gentagne gange kørte hende over. Den 62-årige mand viste sig ifølge lokale medier senere at være kvindens egen søn.

Politiet i Esbjerg vil i første omgang kun bekræfte, at både offer og gerningsmand er lokale. Sønnen er nu anholdt og bragt til afhøring.

Vidner ringede 112, da den voldsomme episode fandt sted på hjørnet af Engvej og Jørgengaardsvej i Løgumkloster sent tirsdag eftermiddag. Den 62-årige blev på gerningsstedet og kort efter anholdt af tililende politi.

Den ældre kvinde døde kort efter ankomsten til Aabenraa Sygehus.

/ritzau/