600 krysantemumbomber fundet i villa

En 36-årig mand er blevet sigtet for at have solgt yderligere 600 farlige krysantemum-bomber. Han sigtes desuden for at have udsat uskyldige for fare. Krysantemum-bomber har tidligere kostet flere liv i Danmark.

Det var noget af en fangst, der ventede Nordsjællands Politi, da de ransagede et hus i Ølstykke i Nordsjælland. Ikke mindre end 600 livsfarlige krysantemum-bomber var gemt af vejen i huset, skriver Ekstra Bladet.

Ransagningen fandt sted torsdag aften, og politiet anholdt i samme forbindelse en 36-årig mand. Han er mistænkt for at have været i besiddelse af sammenlagt 1.200 bomber, hvoraf 600 af dem altså allerede skulle være blevet solgt.

Bomberne er angiveligt af varierende størrelse og ingen af dem er hjemmelavede. Hvordan manden har skaffet sig det store arsenal, er foreløbigt uvist. Ud over de mange bomber, blev der også beslaglagt et haglgevær.

Den 36-årige mand bliver ifølge Ekstra Bladets oplysninger sigtet efter fyrværkeriloven, men også efter straffelovens § 252 for at have udsat uskyldige for overhængende fare.

Da der er tale om krysantemum-bomber af forskellig størrelse og type, kan man ikke umiddelbart vurdere, hvor store skader 600 styks kan forårsage. Sådan lyder vurderingen fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, der ikke ønsker at kommentere det konkrete fund, da en sag er i gang mod manden.

Tjenesten oplyser dog, at fareområdet for en enkelt krysantemum-bombe variererer fra 50-250 meter omkring sprængningen.

I Danmark har krysantemum-bomber tidligere kostet flere liv. Ved årsskiftet 2014-15 blev tre mænd dræbt som følge af deres skader fra  krysantemum-bomber i Nordjylland.

Den 36-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag eftermiddag ved retten i Hillerød.