6. oktober får Thomas konstateret kræft - 14 dage senere er han væk

Charlotte Bork Høvsgaard, 42 år, mistede for fire år siden sin mand Thomas. Der gik 14 dage, fra han fik konstateret og til han døde. Tilbage står hun og sønnen Halfdan. Hun har nu skrevet en bog om sin gruefulde oplevelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Johan Gadegaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes denne bakketop et sted på det sydvestlige Fyn.

Neden for den er der en lille grusgrav, og horisonten prydes af det sydfynske øhav.

De færreste har sikkert bemærket bakketoppen, og endnu færre siddet dér - midt i dette levende maleri, som Charlotte og Thomas Høvsgaard gjorde for adskillige år siden.

Et særligt og fint øjeblik. Et ungt forelsket par.

Det var et af de lykkeligste øjeblikke i Charlottes liv. Måske også i Thomas’.

Måske. For her ligger grunden til, at du skal høre om denne perfekte stund. Fordi Charlotte og Thomas’ 23 år som par så let komprimeres ned til 14 dage, hvor dødsorte skyer har det med at trække ind over deres fynske maleri og forvandle det smukke sceneri til intet andet end dyb afgrund.

Men vi må tilbage til de 14 frygtelige dage og videre ind i familien Høvsgaards stue og hen til sofaen. Her ligger 42-årige Thomas på tidspunkter, hvor han ikke plejer. Charlotte griber sig selv i at iagttage ham, når hun tror, han sover. Men han stirrer i stedet opgivende ud i rummet. Træt og nedtrykt. Græder højlydt, når han er alene. Appetitten er der heller ikke rigtig. Parret, der bor lidt uden for Ryde, diskuterer, om det kan være en depression som følge af et hårdt arbejdspres på Spøttrup Middelalderborg, hvor Thomas er middelalderarkæolog og historiker og har været med til at sørge for besøgsfremgang.

Så kommer den gule farve i øjnene.

Dernæst lægernes fund af kræft i tarmen.

Otte dage senere får parret at vide, at sygdommen er så fremskreden, at intet kan stilles op.

De efterfølgende seks dage bliver Thomas’ sidste.

Charlotte og Thomas Høvsgaard nåede at kende hinanden i størstedelen af deres liv, men i 2011 døde Thomas - blot 14 dage efter han fik sin kræftdiagnose. Fotos: Johan Gadegaard Fold sammen
Læs mere
Foto: Johan Gadegaard.

 

Før oktober 2011

 

»Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller man kan fortælle en historie om dem.«

Karen Blixen (et af Charlottes yndlings-citater)

Lige siden Charlotte og Thomas mødte hinanden i teenageårene har de snakket sammen. Samtaleemnerne stod i kø. De mødtes på en rideskole på Fyn, hvor de begge voksede op ikke langt fra den berømte Falsled Kro på det sydvestlige Fyn. De elskede litteratur, film, rejser, haver, udstillinger. Sammen. Og de skrev begge.

Nu skriver Charlotte alene - om Thomas. »Så er Thomas væk« hedder hendes nye bog, hvori hun skriver om de skæbnesvangre 14 dage, og de følger, de har haft på hende og sønnen Halfdan, skriver Dagbladet Holstebro Struer.

Den lille familie kom til Ryde, fordi Thomas fik sit drømmejob. I dag er Charlotte underviser hos Uddannelsescenter Holstebro, og deres søn er 12 år.

»Min skriveproces har været en erkendelsesproces, hvor jeg arbejder med at forstå det, der skete. Med denne bog er det på en måde et kapitel i mit liv, der er blevet lukket - et hvor jeg har forsøgt at forstå. Men samtidig må jeg erkende, at det er en forståelsesproces, der hele tiden er i gang, hvor der dukker nye vinkler op. Men nogle følelser er tilendebragt,« forklarer Charlotte Bork Høvsgaard.

Charlotte Bork Høvsgaard, 42 år, mistede for fire år siden sin mand Thomas. Der gik 14 dage, fra han fik konstateret og til han døde. Tilbage står hun og sønnen Halfdan. Hun har nu skrevet en bog om sin gruefulde oplevelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Johan Gadegaard.

Oktober 2011

Lægen behøvede ikke at åbne munden. Kropssproget kom hende i forkøbet.

»Jeg skal overbringe jer en meget trist besked,« indledte lægen. Thomas’ kræft havde spredt sig voldsomt fra tarm til leveren og muligvis lungerne. Der var intet at gøre. Han var for afkræftet til at modtage behandling.«

Hvis en bakketop var et af Charlottes lykkeligste momenter, så var dette øjeblik det værste - en verden lagt i grus.

Men Thomas var rolig.

Det må være forfærdeligt at skulle give sådanne beskeder, nærmest trøstede han lægen.

»Det er ingenting i forhold til at skulle modtage dem.«

Og Thomas modtog sin dom med ro og afklarethed. Han organiserede alt, mens Charlotte var i vildrede. Forståeligt ude af sig selv.

»På forhånd tror man, at bisættelsen må være det værste. Men her udtrykte folk så meget varme og omsorg. Den terminale besked var det værste. At se lægen, der alene med sin krop viste, at den bare var helt gal. Den der følelse af afmagt over for et faktum, der ikke kan omfortolkes. Vi er så vant til at kunne forme vores tilværelse. Det er det paradigme, vi er formet af, men så står man i en situation, man ikke kan forhandle sig ud af. Det er voldsomt, og man fyldes af vantro. Til sidst er det som om, man ser sig selv udefra, fordi man ikke kan holde ud at være inde i sig selv,« siger Charlotte Bork Høvsgaard.

»Paradoksalt nok så kan der i de mest forfærdelige beskeder ligge en lettelse. Det var forfærdeligt at få den besked, men den gav også en vis lettelse i at få en vished, som man kan handle ud fra.«

Der var bare ikke meget at agere ud fra. Thomas var døende, og det gik stærkt. Charlotte og Halfdan forsøgte at leve normalt ved at lege og tage i svømmehallen, mens far opholdt sig hjemme i en hastigt forværende helbredstilstand. Han tog lange bade - som om han kunne vaske sygdommen væk, som Charlotte selv skriver - men intet kunne hjælpe Thomas. Han blev indlagt på sygehuset, og snart oprandt hans sidste døgn. Charlotte gav ham et højtelsket foto af hende og Halfdan med, men han kunne ikke tåle at se på det. Det ville gøre langt mere ondt end selve kræften. Han ønskede at være alene. Bad Charlotte om tage hjem. Hun »gemte« sig længere nede ad gangen, men alligevel blev det sidste gang, de talte sammen. Næste morgen den 20. oktober døde Thomas, skriver Dagbladet Holstebro Struer.

»Nu er Thomas død,« noterede Charlotte i den dagbog, hun har ført siden teenageårene.

»Det kan virke paradoksalt, at jeg skrev i den, da Thomas døde, men jeg havde behov for at rekonstruere noget, jeg ikke var en del af - Thomas’ sidste timer. Jeg kunne rekonstruere ved hjælp af oplysninger fra for eksempel sygeplejersken, der kunne fortælle, at Thomas gerne ville have vinduet åbnet klokken fire og bad om at få det lukket igen klokken fem. Det har været sindssygt vigtigt for mig,« forklarer Charlotte Bork Høvsgaard om dagbogen, der med tiden blev til en skitsering og til slut en bog. Et værk, hvor venner, naboer, elever og helt tilfældige mennesker nu kan høre nogle af hendes mest intime tanker og følelser.

»Der er forskel på privat og personligt. Bogen er mere personlig, end den er privat. Jeg har hele tiden spurgt mig selv, om vi kan leve med det, der står skrevet. Især over for Thomas, så han ikke ville føle sig udleveret, for det var et meget intimt forløb, der har med stor værdighed at gøre. Der er udsagn og oplevelser, der ikke er med. Og så har jeg forsøgt at skrive i et nøgternt sprog med tanker og handlinger, men hvor jeg ikke fylder alt. Der skal være plads til, at læseren kan komme til.«

Foto: Johan Gadegaard.

Efter oktober 2011

Charlotte kan føle sig som en detektiv til tider. Hun studerer billeder af sin mand nøje. Har han forandret sig? Kunne de have forudset hans sygdom?

»På en måde hjælper det mig, at jeg ikke ved, om det havde haft nogen effekt, hvis vi havde opdaget sygdommen noget før. Måske er vi blevet forskånet for et langt og opslidende sygdomsforløb? Og så sagde han til mig, at han var imponeret over, at jeg ikke havde sendt ham til læge. Det var det bedste, han kunne sige, for det fritog mig for skyld. Der eksisterer disse sundhedskampagner om at få mænd til at gå til lægen, og det er godt at arbejde med deres opfattelse af egen sundhed, men det handler også om integritet og ens eget forhold til sin krop. Det er væsentligt at respektere en partners egne grænser i et parforhold.«

Det burde være overflødigt at nævne, at Charlotte og Halfdan naturligvis hellere ville have deres Thomas, skriver Dagbladet Holstebro Struer.

»Men det går godt. »Godt« som i at opretholde livet. Efterlivet er for os altid forandret. Vi bliver aldrig de samme. Men lige så angstprovokerende det føles at miste en af sine allernærmeste, så kan det give vækst og dermed lindring. Som forælder har jeg for eksempel fået en anden rolle, og gennem den har jeg udviklet mig, fordi jeg skal tage nogle af Thomas’ roller. Og så tvinger sådan en oplevelse én til at værdsætte det, der er. At livet vitterligt er meget kort. Det er ikke sådan, at jeg går og jubler, men når jeg eksempelvis går i Thomas og min have, suger jeg nogle gange øjeblikket mere til mig. Nærværet er intensiveret. Gennem fravær har jeg fået nærvær.«