6 skarpe til socialudvalgsformanden

Jørn Moos, socialudvalgsformand, Lyngby-Taarbæk kommune

Hvorfor er en tredjedel af Lyngby-Taarbæks plejeboliger til ældre utidssvarende værelser på ned til 10-12 kvm uden bad og toilet.?

»Nogle af dem er sådan, ja. Vi skal have forbedret vores boligsituation for vores ældre herude. Og vi skal over tid have skaffet os af med de utidssvarende boliger, efterhånden som vi kan få økonomi til det. Og vi er i gang med at bygge nogle af dem om, men vi har utidssvarende boliger, som vi – som det ligger i øjeblikket – ikke kan undvære.«

Lyngby-Taarbæk er en af landets rigeste kommuner. Hvorfor sætter I så ikke nogle flere penge af til det?

»Det har jo noget med kommunens budget at gøre. Det er ikke kun mig, der har indflydelse på det, og vi må se i øjnene, at vi skal have penge til at bygge nyt.«

Hvorfor har I ikke nedlagt de helt små boliger for længst? Mange demente har i årevis boet i små rum på 10-12 kvm?

»Jeg synes ikke, de små boliger skal bruges længere end højst nødvendigt. Derfor er nogle af dem omdannet til ventepladser til folk, der kommer hjem fra hospitalet. I den fase, mener vi godt, vi kan bruge dem. Nogle af de demente bor på værelser, der har den størrelsesorden, det er rigtigt. Men det er ikke vores holdning at demente skal anbringes dårligere end andre. Tværtimod prøver vi at få bygget nye boliger til demente.«

Der har været kritik fra embedslægen af de fire depotrum på Borrebakken, der nu er nedlagt som venteboliger. Hvorfor blev de ikke sløjfet af egen drift og inden embedslægen udtalte sin kritik?

»Den placering på Borrebakke, var ikke velegnet til boliger. Vi har brugt dem så længe, det var nødvendigt. Fordi vi skulle jo have boliger til de mennesker, og vi ikke havde andre steder at flytte dem hen. Jeg vil næsten sige, at det er en lokal nødsituation, at det ikke var muligt at flytte dem væk derfra. Og så skal man også være opmærksom på, at dem, der bor på Borrebakken er ret godt tilfredse med at bo der. Det er ofte også sådan, at ældre mennesker er meget glade for et godt personale omkring sig.«

Hvorfor opererer I med utidssvarende boliger i flere år ud i fremtiden?

»Det hænger sammen med, at vi ikke har råd til at bygge nye boliger før til den tid. Vi har virkelig et ønske om at lave tidssvarende boliger over det hele, men på den anden side må vi se i øjnene, at vi ikke har økonomi til det.«

Hvornår vil I have afskaffet de utidssvarende boliger?

»Det er utroligt svært at svare på. Det kommer an på hvordan udviklingen er med antallet af ældre, og det hænger i allerhøjeste grad også sammen med vores økonomi.«