57-årig englænder død efter knivstikkeri på Christiania

Politiet leder efter en gerningsmand til et knivstikkeri, hvor en mand er afgået ved døden.

Københavns Politi fik sent lørdag aften en anmeldelse om et knivstikkeri på Christiania. Offeret er siden afgået ved døden. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En 57-årig mand er død efter et knivstikkeri på Christiania lørdag aften.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Manden er britisk statsborger, men har boet i Danmark siden midt 1980'erne, fortæller politiet.

Knivstikkeriet fandt sted lørdag aften klokken 22.48 ved Løvehuset på Christiania.

Politiet søger efter gerningsmanden, som beskrives som en mand på cirka 45 år, 175-180 centimeter høj, østeuropæisk af udseende, kraftig/tyk/stærk af bygning, mørkt/kraftigt og usoigneret fuldskæg.

Han var iført mørkt slidt tøj, lignede en hjemløs og talte engelsk med østeuropæisk accent. Desuden lugtede han ifølge politiet af spiritus.

Manden er set ved gerningsstedet ved Løvehuset på Christiania. Herfra løb han ind på Christiania mod Månefiskeren og videre i ukendt retning.

Brian Belling, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, fortæller søndag eftermiddag, at politiet efterforsker sagen ved blandt andet at afhøre personer.

»Vi er fortsat i gang med forhør og forsøger at tale med folk,« siger han.

Han oplyser, at den 57-årige mand blev stukket flere gange med kniv. Manden blev erklæret død, efter han kom på hospitalet.

Politiet opfordrer vidner, der kan have set gerningsmanden før eller efter knivstikket, til at kontakte politiet. Har man oplysninger, kan politiet kontaktes på telefon 114.

/ritzau/