500 års københavnsk skohistorie kortlagt

Knyster, platfodethed og hammertæer. Røde hæle og symmetriske sko. Ph.d.-afhandling går i københavnernes fodsor fra 1300- til 1800-tallet.

Herresko fra sidste del af 1600-tallet. Foto: Københavns Museum Fold sammen
Læs mere

Københavns undergrund er åbenbart én stor skoæske.

Da arkæolog og museumsinspektør på Københavns Museum Vivi Lena Andersen i denne uge forsvarede sin ph.d.-afhandling om 500 års (1300-1800-tallet) københavnsk skohistorie, var det på baggrund af 7.205 sko og dele af sko fundet gennem de sidste ti år i udgravninger til Metroen på Rådhuspladsen og Kongens Nytorv og under byggeriet på Krøyers Plads på Christianshavn. »Mellem brosten, knyst, skolæst og mode« hedder afhandlingen.

Læs afhandlingen her.

»Så det tænder noget i en skoforsker, at der er så meget at arbejde med,« siger Vivi Lena Andersen.

Doktor Sko, som kollegerne i spøg kalder hende, er en efterspurgt skoekspert for museumsfolk i mange lande. Hun har med hjælp fra fodterapeuter, skomagere og fodkirurger analyseret de mange sko, og hjælpsomme ansatte fra Middelaldercentret Nykøbing har i seks måneder gået med rekonstruktioner af middelaldersko, så skoforskeren for alvor kunne forstå deres påvirkning af fødderne.

Skoene ændrede sig fra 1300 til 1800. I tiden fra 1300- til 1500-tallet lignede mænds og kvinders sko hinanden til forveksling. Selv med sit trænede skoøje kunne Vivi Lena Andersen ikke se forskel på de opgravede dame- og herresko fra middelalderen.

Senere fik man brolægning, der krævede hårde hæle og dobbelte såler, og den arabiske verdens spidse sko blev mode. Den teknologiske udvikling havde også indflydelse på skoenes udformning.

I 1500-tallet begyndte man at producere symmetriske sko uden forskel på højre og venstre. Det var højeste mode, og man mente, at asymmetriske fødder var grimme. Sko der ikke fulgte føddernes naturlige form, var desuden lette at lave og krævede lun en skolæst. Til gengæld må københavnernes fødder have hulket om nåde.

»Skoenes slitagespor viser, at mange københavnere har haft en unaturlig gangart på grund af fodtøjet, og skoenes symmetriske, smalle, spidse form og høje hæle resulterede i gener med knyster, platfodethed og hammertæer,« fortæller Vivi Lena Andersen.

»Og der var en kraftig stigning i frekvensen af fodlidelser i løbet af de 500 år, jeg har undersøgt. Status og mode har med andre ord været vigtigere for københavnerne end sundt, varmt og komfortabelt fodtøj.«

Det som har overrasket hende mest er, hvor lidt sko egentlig har at gøre med at beskytte fødderne.

»Man siger ofte, at skoene er opfundet for at beskytte menneskets fødder mod natur og klima og sikre dem mod grove overflader, stikkende planter og giftige dyr. Men meget tyder på, at sko lige så ofte handler om social overlevelse, status og social komfort, for det handler om det signal, vi sender til hinanden. Det gjorde det også i middelalderen.«

Og i årene fra 1660erne og 1670erne, kunne man tilføje. Under metroudgravningen på Rådhuspladsen fandt Vivi Lena Andersen mange sko, hvor mindst hver femte sko havde røde hæle. Det var i forvejen populært på den tid. Men moden eksploderede ved enevældens indførelse i 1660 stærkt inspireret af solkongen i Frankrig, der forbød andre end sit eget hof at gå med sko med røde hæle. Lige noget for københavnerne.

Efter i mange år at have specialiceret sig i sko med omegn opstiller Vivi Lena Andersen et scenarie:

»Man kan ikke uddanne sig til skomager mere, fordi vi danskere ikke vil betale for håndlavede sko. De er for dyre, synes vi. Men det er interessant, at de skomagere, der så er tilbage, de lever nu af at lave indlæg til sko til folk, der har ødelagt deres fødder ved at gå i billige sko eller sko købt i ordinære skobutikker. Det er da en bekymrende udvikling.«

På spørgsmålet om, hvad vi skal med en afhandling om københavnernes 500 år gamle sko, siger Vivi Lena Andersen:
»Vi skal bruge den til at stille os nogle spørgsmål. For er det ikke underligt, at man lørdag aften kan se kvinder gå hjem fra byen i bare tæer og vabler, fordi de har danset hele natten i de forkerte sko? Hvad handler det om? Hvorfor er det i orden, at vi ødelægger vores fødder, fordi vi har et skønhedsideal, der ikke er godt for vores fødder?«

Hun konkluderer:
»Vi går i sko i blinde og tager ikke stilling til, om vi tager sko på eller ej. Men vi stiller ikke os selv spørgsmålet: Hvorfor går vi med sko? Kan vi undvære sko? Svaret er, at det kan vi sagtens. Men vi lever i en skobærende kultur, hvor der ikke er nogen vej tilbage.«
Når Købenavns Museum åbner i nye lokaler i Stormgade i 2018, vil nogle af de udgravede sko blive en del af udstillingerne.