50 år i jetflugt over Atlanten

Briterne er ved at sprænges af stolthed, fordi det netop i dag er 50 år siden, at det første kommercielle jetrutefly fløj over Atlanterhavet – og flyet var britisk. Men allerede fra 1954 fløj SAS i fast rutefart til Los Angeles, med propelfly ganske vist.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvert evig eneste døgn flyver rundt regnet 500 fly med alt i alt 150.000 mennesker over Atlanterhavet mellem Nordamerika og Europa.

At krydse den enorme barriere mellem de to kontinenter inden for ganske få timer er blevet en rutinebegivenhed, der ikke løfter ret mange flere øjenbryn end en togrejse over Øresund.

Men for et halvt hundrede år siden var det ganske anderledes. Dengang var man en ægte pioner, hvis man fik mulighed for at suse op i 10.000 meters højde for at blive betjent af smilende stewardesser med champagne og kaviar, mens den grønlandske indlandsis blinkede nedenunder, og Nordamerika i rasende fart kom nærmere og nærmere. På bølgerne underneden stred Atlanterhavslinerne sig stadig over verdenshavet på ugelange overfarter.

I dag er det nøjagtig 50 år siden, at jetalderen for alvor blev indledt. De rasende hurtige jetfly, der nærmest fordoblede flyvehastigheden i forhold til de stempeltrukne propelfly, var ganske vist for længst opfundet. Men i 1958 var teknologien blevet så udviklet, at man turde sætte de første jetpassagerfly ind på ruter over Atlanterhavet.

Forløberen for British Airways, flyselskabet BOAC, kom først og åbnede 4. oktober 1958 verdens første faste flyverute med jetmaskine mellem London og New York. Flyet var en Comet 4, udviklet af nationens stolthed, flyfabrikken de Havilland. Om bord var der plads til sølle 31 passagerer, som hver især fik fornøjelsen af at betale ca. 45.000 nutidskroner for den efter datidens forhold lynhurtige, godt ti timer lange flyvetur, der inkluderede mellemlanding med optankning i New Foundland på Canadas østkyst.

Efter den historiske rejse udtalte den britiske premierminister Harold Macmillan: »Hele nationen er stolt over, at en britisk flyvemaskine har vist vejen for hele verden.«

Stoltheden fortonede sig dog allerede efter tre uger, da den amerikanske flygigant Pan Am satte det langt mere effektive Boeing 707-jetfly med plads til over 100 passagerer ind på den selvsamme rute og dermed vippede BOAC af Atlanterhavspinden.

Jetalderen i gang

Jetalderen var for alvor skudt i gang, og på forrygende kort tid blev en betragtelig del af verdens passagerflyflåde udskiftet til de nye og dødsmarte jetfly. I løbet af de næste 12 år havde man udviklet jumbojetten, charterturismen var blevet masseturisme, interkontinentale flyruter skød i vejret som nytårsraketter, og alverdens lufthavne og flyselskaber boomede med vækstrater, der trodser enhver beskrivelse.

Det skandinaviske luftfartsselskab SAS var blandt de helt store pionerer inden for interkontinental flyvning. Allerede i 1954 åbnede SAS en rute med en propeldrevet DC-6 fra København til Los Angeles via Grønland og Canada. Og fra 1957 skrev selskabet flyhistorie ved at åbne verdens hurtigste rute mellem Europa og Østasien, nemlig København-Tokyo via Anchorage i Alaska. Flyturen med en propeldrevet DC-7 varede bare godt 29 timer – så ubegribelig lynhurtigt, at den berømte norske Kon-tiki-farer og globetrotter Thor Heyerdahl, der var med på premiereflyveturen, efter landingen i Japans overmåde begejstrede hovedstad udtalte:

»Det er eventyrligt, at man kan komme fra én verden til en anden på små 30 timer. Måtte nu blot alle verdens statsmænd og politikere forstå at udnytte de muligheder, teknikkens mænd har givet os.«

Det forstod de – i den grad endda. I 1959 satte SAS sit første og alle tiders måske smukkeste passagerjetfly, Caravellen, ind på rutenettet. I dag flyver SAS dagligt de ca. 8.000 km fra København til Tokyo med over 250 passagerer ad gangen. Og rejsetiden? Omkring ti timer.