5. maj: Tyskland har kapituleret. Danmark er atter frit

Montgomery i København. Stående i kongens vogn modtager den sejrrige feltherre de hundredetusinders hyldest.
Foto: Ukendt. Lørdag den 12. maj holder feltmarskal Bernard Law Montgomery sit felttog i København. Stående i kongens vogn modtager den sejrrige feltherre de hundredetusinders hyldest.
Læs mere
Fold sammen

»Tyskland har kapituleret«, skrev Berlingske Tidende 5. maj. »Danmark er atter frit«, tilføjede avisen i underrubrikken. Fra Eisenhowers hovedkvarter havde man fået budskab om, at Tyskland havde kapituleret i Danmark, Holland og Nordvest-Tyskland. Begejstringen kendte ingen grænser. Avisen startede med at takke Gud: »Så takker alle gud. Thi denne signede dag, som hæver sig af en lang mørketids blod, sved og tårer, bringer verden fred, frihed og ret.« Kommentaren på forsiden var holdt i et meget højstemt sprog og sluttede med sætningen: »Med hele verden takker og priser da også det danske folk Gud, fordi vi har kunnet opleve denne fredens, frihedens og rettens dag.« Forsiden meddelte også, at en ny regering snart ville blive dannet, og at kongen ville tale i radioen.

Det viste sig at være rigtigt. Tyskerne havde virkelig overgivet sig, og jublen ville ikke tage en ende i Danmark. Folk stod på sporvogne og lastbiler og vinkede og skreg.

Forud var gået Tysklands hurtige opløsning rent militært. Den 14. april var Den Røde Hær gået over Oderfloden og havde omringet Berlin 22. april. Et par dage senere mødtes amerikanske og russiske soldater i nærheden af Leipzig. Den 20. april var storadmiral Dönitz af Hitler blevet udnævnt til øverstkommanderende for de tyske styrker og dermed også som øverste befalende over Danmark. Dönitz vidste nok, at kampen var tabt, men han var indstillet på at følge Hitlers vilje og lade tyske soldater kæmpe til sidste mand.

Samtidig begyndte en stor flygtningestrøm af tyskere østfra mod vest for at komme ind i den vestlige zone. Nu rykkede general Montgomery frem med sin 2. britiske armé, og det var et kapløb med tiden om, hvem der ville erobre mest, for Den kolde Krig var i realiteten allerede startet. Ville Danmark blive kommunistisk eller vestligt? Mens Dönitz ville kæmpe til sidste mand, ville Hamborgs gauleiter, Karl Kaufmann, overgive sig til vestmagterne og dermed sikre Nordtyskland og Danmark til vesten. Han kontaktede derfor besættelsesledelsen i Danmark og fik Werner Best med på en fredelig overgivelse til Montgomery. Men han havde ikke den tyske værnemagts leder i Danmark med sig, for generaloberst Georg Lindemann var stemt for at kæmpe. Situationen var ganske uafklaret, og reelt kunne Danmark være blevet en krigszone eller del af sovjetisk interesseområde. Den 29. april gik Montegomerys tropper imidlertid over floden Elben, og Hamborg overgav sig uden kamp, hvorved Danmark syntes sikret for vestmagterne. Samtidig nåede amerikanske tropper frem til Lübeck, og dermed var Slesvig-Holsten sikret. Det er dog den dag i dag usikkert, om Sovjetunionen virkelig var parat til at tage Danmark, hvis situationen havde lagt op til det.

Den 1. maj udnævntes Döntiz til Hitlers efterfølger og slog sit hovedkvarter op i Flensborg. Hans mål var at undgå en betingelsesløs kapitulation og stykvis overgive sig til vestmagterne. I Danmark var der endnu uenighed mellem Best og Lindemann om, hvilken løsning man skulle vælge. Som følge af forhandlinger mellem Dönitz’ udsending og Montgomery besluttede Dönitz at indgå en aftale med Montgomery om kapitulation af Danmark, Holland og dele af Nordvesttyskland. Dönitz accepterede og om aftenen 4. maj underskrev han aftalen med gyldighed fra 5. maj kl. 8.00.

I Danmark havde situationen ligeledes været uklar før den tyske overgivelse. Modstandsbevægelserne var parat til at kæmpe, og mange grupper og menige soldater i Den Danske Brigade ønskede en kamp. Det har været debatteret, hvorvidt den kommunistiske modstandsbevægelse var indstillet på at støtte Sovjetunionen og ikke var interesseret i en fredelig demokratisk overgang til fredstid. Dette spørgsmål er ikke afklaret.

Den danske modstandsbevægelse var operativt lagt ind under den allierede styrke SHAEF (Supreme Headquarters Allied Expeditionary Forces), der blev ledet af generalmajor Henry Dewing. SHAEF var imod, at der blev kampe og var ikke indstillet på, at danske styrker skulle ud i åben kamp med tyskerne. Denne indstilling delte de med danske politikere, som ville undgå kamp og kaos, og som ønskede en fredelig overgang til friheden. Også Frihedsrådet, der jo repræsenterede næsten alle frihedsgrupper, gik ind for en fredelig magtovertagelse. Og sådan blev det.

Op til 5. maj skrev Berlingske flere ledere, hvor man advarede mod lovløse tider og manede til besindighed og ro. Avisen 5. maj blev et brag af en avis med rød farve og store artikler, som var forberedt dage i forvejen. Den tyske censur var bortfaldet, men endnu var der ikke ubegrænset frihed. Redaktørerne havde inden befrielsen været til møde med Udenrigsministeriets Pressebureau, hvor man var blevet enige om en række punkter, hvor aviserne skulle være tilbageholdende. Der var altså endnu ikke tale om frie pressemæssige forhold.