5. maj: Et ord om Kaj Munk

Digteren og præsten Kaj Munk i sit hjem i Vedersø. 1942
Digteren og præsten Kaj Munk i sit hjem i Vedersø. 1942 Fold sammen
Læs mere
Foto: A E Andersen

Kaj Munk kom i befrielsesdagene til at fremstå med en særlig national glød. Berlingskes anmelder, Hans Brix, skrev 5. maj en kort omtale af digterpræsten: »Netop hans urokkelige kærlighed og hans frygtløse sjæl drev ham til ikke at ville gå på akkord. Og fordi han ikke ville gå på akkord, myrdede de ham i vinternatten, det var natten mellem fjerde og femte januar 1944 og smed hans lig ud på vejen. Det var ikke blot en stor digter og en glødende forkynder af Kristus, der døde den nat, men et så bravt og ærligt menneske, en så hengiven og oprigtig dansker som nogen. Han havde ikke blot det store talent, men han var en tro mand, en ærlig folkets ven, en jævn og god landsbypræst - et menneske mellem mennesker. Hans minde vil ikke forgå, men ej heller i dag på glædens dag skal hans navn være ude af vor tanke.«

Sandt nok blev Kaj Munk ikke glemt af eftertiden. Hans indsats er vedblivende blevet mindet og debatteret. Fordi han i 1930erne udviste en vis forståelse for Adolf Hitlers »genoprejsning« af Tyskland, og fordi hans sympati for diktatoren ikke flugtede med demokrati-tanken, blev han skarpt kritiseret i efterkrigstiden.  Men eftersom så meget andet under besættelsen var moralsk dunkelt, fremstod Munk i den senere fase af sit virke som et lysende eksempel på modstand mod undertrykkelse og kristen humanisme. I Per Stig Møllers biografi om Kaj Munk er hans plads som nationens moralske fyrtårn blevet detaljeret beskrevet.

Berlingske havde flere gange fået problemer, fordi man skrev om Kaj Munk. I marts 1943 forsøgte Udenrigsministeriets Pressebureau at få Berlingske dømt ved pressenævnet, for man havde anmeldt en bog om Kaj Munk. Det drejede sig om Munks »Foraaret saa sagte kommer«, som avisens navnkundige kritiker Henning Kehler anmeldte.  Bogen var en charmerende ungdomserindring, og Berlingske blev frikendt.

Men Berlingske løb ind i problemer, da avisen ville omtale mordet på Kaj Munk. Den tyske leder, Werner Best, besluttede, at pressen skulle behandle stikkerlikvideringer på linje med de såkaldte clearingmord, altså tyske drab på danskere.  Han bestemte, at omtale af dem skulle have præcis samme størrelse, ustyr og placering. I øvrigt tyder kilder på, at Werner Best var informeret om mordet på Kaj Munk og gav sin accept, før det blev udført. Derfor måtte Berlingske trykke en artikel om mordet på en nazistisk fiskehandler i Slagelse i samme størrelse og opsætning som den om mordet på Kaj Munk.

Werner Best var en af naziregimets mest koldblodige intellektuelle. Uddannet som jurist var han bag nazisternes antijødiske lovgivning og gav ordre om mordkommandoernes indsats østpå. I Danmark omgav han sig med andre begavede nazister som bl.a. de tyske sikkerhedsstyrkers leder, Rudolf Mildner. De havde alle deltaget i krigsforbrydelser, men i Danmark gik de ind for samarbejde og ro. De ville sikre eksporten til Tyskland og den samarbejdspolitik, som gav Tyskland store fordele, men uden tvivl spillede det også ind, at de kunne redde deres eget skind gennem samarbejdet. Trumfkortet for Werner Best og andre topnazister var redningen af de danske jøder i oktober 1943, hvor de kunne vise, at de kun modvilligt havde deltaget i tilfangetagelsen af jøderne og endda havde samarbejdet med danskere om at sabotere aktionen. Det var årsagen til, at Werner Best og andre topnazister slap billigt fra retsopgøret efter krigen. Der førtes efter krigen retssager mod bl.a. Werner Best og andre af de topnazister, der havde været i Danmark, men de danske myndigheder syntes generelt ikke at være interesseret i at hjælpe anklagemyndigheder i andre lande i den slags sager. Og da Werner Best senere blev retsforfulgt i Tyskland, kunne han regne med hjælp fra både tidligere udenrigsminister Erik Scavenius og andre.