Ifølge PETs oplysninger er der i øjeblikket omkring 45 børn i og omkring konfliktzonen i Syrien og Irak med danske forældre.
Det skriver PETs Center for Terroranalyse, som onsdag har udsendt deres årlige vurdering af terrortruslen mod Danmark.
Center for Terroranalyse vurderer, at mindst 160 personer siden sommeren 2012 er eller har været udrejst fra Danmark til Syrien eller Irak for at tilslutte sig militante, islamistiske grupper. Det svarer stort set til sidste års vurdering.
»Der er flere af personerne udrejst fra Danmark, der medbragte børn til konfliktzonen, og nogle har fået børn under deres ophold i konfliktzonen. Ifølge PETs oplysninger opholder der sig cirka 45 børn i og omkring konfliktzonen med mindst én forælder, som var dansk statsborger ved barnets fødsel,« skriver Center for Terroranalyse.
Mindst 25 af børnene opholder sig i det nordøstlige Syrien, hvor det i forvejen er kendt, at 19 af børnene befinder sig i fangelejrene al-Roj og al-Hol.
En usandsynlig terrortrussel
Center for Terroranalyse vurderer, at det er »usandsynligt«, at børnene udgør en aktuel terrortrussel. Det skyldes først og fremmest børnenes lave alder.
Centret vurderer derimod, at større børn, der rejser ind i Danmark fra konfliktzonen eller fra lejre kan udgøre en terrortrussel »på grund af indoktrinering eller anden påvirkning i konfliktzonen,« og at risikoen stiger i takt med, at børnene forbliver i området.
»Det er i den forbindelse også CTAs vurdering, at risikoen for indoktrinering og påvirkning som udgangspunkt forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien,« skriver Center for Terroranalyse.
Det stemmer overens med PETs tidligere vurdering af situationen. En vurdering, som justitsminister Nick Hækkerup (S) i februar afviste til fordel for »regeringens politik«.
Stærkere argumenter for at tage børnene hjem
Det flugter også med vurderingen fra en lang række eksperter på området.
»Blandt fagpersoner er der ikke nogen tvivl om, at det vil være bedre at hente de her børn hjem,« siger Tore Hamming, ph.d. i jihadisme ved European University Institute og forsker i radikalisering.
»Foruden diskussionen om, at det juridisk og moralsk er det rigtige at gøre, så er der i forskningsverdenen bred enighed om, at der sikkerhedsmæssigt er stærkere argumenter for at tage børnene hjem end for at lade dem blive i Syrien,« siger han.
Tirsdag aftalte regeringen sammen med Venstre, SF, De Radikale, De Konservative og Liberal Alliance at undersøge mulighederne for at hente de danske børn i syriske fangelejre hjem uden deres mødre.
Udenrigsministeren for det kurdiske selvstyre, som kontrollerer fangelejrene al-Hol og al-Roj, har dog samme dag afvist at udlevere børnene uden deres mødre.