45-årig døde efter indsprøjtninger med WC-rens og brintoverilte

Kvinde erkender indsprøjtninger med WC-rens og brintoverilte, men nægter ligesom medtiltalt drabsanklage.

Fredag er det retlige efterspil gået i gang. En 36-årig mand og en 22-årig kvinde er på anklagebænken i nævningeretssalen i Retten i Aalborg. De nægter sig begge skyldige i drab (arkivfoto). Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En 45-årig mand omkom under makabre omstændigheder i en lejlighed i det centrale Aalborg tilbage i april sidste år.

Han blev stukket med kniv, slået med en hammer i hovedet og på kroppen og fik indsprøjtninger med brintoverilte og WC-rens.

Han fik også et bælte om halsen, som blev strammet.

Fredag er det retlige efterspil gået i gang. En 36-årig mand og en 22-årig kvinde er på anklagebænken i nævningeretssalen i Retten i Aalborg.

De nægter sig begge skyldige i drab.

Kvinden kan dog ifølge forsvarsadvokaten erkende, at hun har givet offeret flere injektioner med brintoverilte og WC-rens.

Hun nægter dog at have stukket offeret med kniv og strammet et bælte om halsen på ham.

Kvinden, der har det lange hår sat op i en hestehale, forklarer i retten, at hun tidligere har haft et forhold til offeret.

Det var ifølge den tiltalte et slags sugardaddy-forhold, hvor hun fik penge og gaver af den noget ældre mand for seksuelle ydelser.

Ifølge kvindens forklaring insisterede den 45-årige på, at de skulle have et mere fast forhold. Det ville hun ikke være med til.

Det førte ifølge kvinden til, at hun blev udsat for chikane og trusler fra manden.

Det var den 45-årige mands mor, der slog alarm til politiet, da han ikke dukkede op som aftalt til aftensmaden.

Politiet sporede mandens telefon og kunne se, at han havde sendt beskeder til den tiltalte kvinde og overført 10.000 kroner til hende.

Man fattede mistanke til kvinden og iværksatte en eftersøgning. Hun blev fundet af politiet i Padborg, hvor hun var sammen med den medtiltalte mand.

De havde begge sår og rifter på fingre og arm.

I kvindens lejlighed fandt man den afdøde mand i sorte affaldssække, der var lukket med gaffatape.

De to mistænkte blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør, hvor de blev varetægtsfængslet sigtet for drab og røveri.

Der er afsat seks dage til retssagen, og der forventes dom 25. august.

/ritzau/