400 dræbt i trafikken i 2008

Danmark kan lære bedre trafik-sikkerhed fra Sverige. I Danmark stiger antallet af drab i trafikken. I Sverige falder antallet af trafikdrab.

En af årets trafikulykker kostede i marts tre voksne og to børn livet på vejen mellem Fuglebjerg og Glumsø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sisse Stoyer

I Danmark dør flere og flere mennesker ved ulykker i trafikken. Sidste år var der 406 dødsulykker på de danske veje. I 2008 bliver tallet nogenlunde det samme, siger Anders Rosbo. Han er direktør i Rådet for Større Færdsels-sikkerhed.

Regeringen har ellers sat som mål, at antallet af trafikdræbte skal være nede på 200 om året i 2012. Men det mål kan blive svært at nå. Udviklingen går den forkerte vej.

I vores naboland Sverige er de langt bedre til at holde antallet af trafikdrab nede. Både i Danmark og i Sverige mistede omkring 400 mennesker livet i trafikken i 2008. Men Sverige har næsten dobbelt så mange indbyggere som Danmark. Derfor burde tallet være lavere i Danmark.

- Vi kan lære meget af svenskerne, siger Anders Rosbo.

Sverige har blandt andet opstillet næsten 1000 kameraer langs vejene. De måler bilernes fart. Svenskerne har også opsat en slags stålwirer som afspærring mellem de to vejbaner på mange landeveje. Det betyder, at langt færre biler støder frontalt sammen.

I Danmark sker to ud af tre trafikdrab på en landevej. Og mange af ulykkerne er frontal-sammenstød. Derfor ser Anders Rosbo gerne en afspærring i midten på de danske landeveje.

Men den konservative trafik-ordfører, Tom Behnke, er imod ideen med stålwirer.

- Det har vi prøvet. Og det viste sig, at det var farligt for motorcyklister. Hvis de vælter og glider ind i en stålwirer, kan de få hovedet klippet af. Hvis vi skal have afspærringer, så skal det være et autoværn lige som på motorvejene, siger Tom Behnke.

Han er enig med Anders Rosbo i, at landevejene skal være mere sikre at køre på.

- Vi har mange kilometer snoede landeveje i Danmark. De er vores smertensbarn. Derimod har vi nogle af verdens mest sikre motorveje, siger Anders Rosbo.