40 taget for spritkørsel

Politiet holder traditionen tro ekstra øje med bilisterne i denne tid, hvor julefrokosterne er på sit højeste. I år tester de også for narkotika.

Jagten på påvirkede bilister er gået ind. Fold sammen
Læs mere
Foto: SØREN STEFFEN/Scanpix

I forbindelse med at snaps og juleøl bliver sat på julefrokostbordene rundt om i landet, intensiverer politiet jagten på de personer, der synes, at det er en god ide at køre køre branderten hjem i bil.

Jagten gik ind i fredags og fortsætter frem til den 24. december.

Per Lundbæk Nielsen, vicepolitikommisær i Rigspolitiets nationale færdselscenter fortæller, at i alt 4084 bilister er blevet stoppet i løbet af weekenden, og 40 blev taget for spritkørsel.

Han siger videre, at bilister der stoppes, udover at blive testet for alkoholpåvirkning i år også kan blive testet for påvirkethed af narkotika og medicin.

Det sker på baggrund af en ny lov, der trådte i kraft tidligere på året, hvor det blandt andet fremgår, at det er forbudt at føre motordrevet køretøj, hvis blodet under eller efter kørslen indeholder bevidsthedspåvirkende stoffer, der er klassificeret som farlige for færdselssikkerheden.

Per Lundbæk Nielsen oplyser, at politiet endnu ikke er stødt på bilister, der har kørt, mens de var påvirkede af medicin eller narkotika.