37-årig mand hårdt kvæstet efter sammenstød med bygning

En 37-årig mand blev hårdt kvæstet, da han natten til onsdag var involveret i en soloulykke i Vojens.

Manden mistede - uvist af hvilken grund - herredømmet over sin bil, da han omkring klokken 03 kom kørende ad Østergade i Vojens. Det førte til, at han kørte direkte ind i en bygning, skriver bt.dk.

»At dømme efter det, vi har fundet i bilen, så drejer det sig om en 37-årig udenlandsk mand, som ikke er bosiddende i Danmark,« fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard til bt.dk.

Manden kørte i en udenlandsk bil uden nummerplader, men ifølge vagtchefen er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at bilen er stjålet, eller at der på anden måde ligger kriminalitet forud for ulykken. Bilisten var tilsyneladende heller ikke påvirket af alkohol.

Da der er tale om et solouheld, er det på nuværende tidspunkt uklart, hvad årsagen til ulykken er.

»Vi har haft en bilinspektør på stedet, og så må vi se, hvad han siger,« siger vagtchefen.

Bygningen, den 37-årige kørte ind i, huser en tandlægeklinik, men ifølge vagtchefen skulle skaderne på huset ikke være så store.

BNB