36-årig varetægtsfængslet for trafikdrab på Glænø

En 36-årig polak er blevet varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab, da han natten til søndag påkørte og dræbte en 65-årig kvinde på Glænø ved Skælskør.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En 36-årig polak er blevet varetægtsfængslet i fire uger for natten til søndag at have påkørt og dræbt en 65-årig kvinde fra Skælskør-området på en landevej på Glænø. Det skriver bt.dk.

Efter ulykken stak føreren af bilen væk fra ulykkesstedet, men vidner havde set ham løbe ind i sin lejlighed, hvor han og en anden polak blev anholdt af politiet.

Først vidste politiet ikke, hvem af de to, der havde ført bilen og var skyld i det tragiske trafikdrab, men det har afhøringerne og efterforskningen nu sandsynliggjort.

»Det viser sig, at han i løbet af natten selv nævnte, at det var ham, der kørte bilen, så det er den tråd, vi forfølger« siger vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Søren Østerby, til bt.dk.

Under grundlovsforhøret i Næstved har dommeren derfor besluttet, at manden skal varetægtsfængsles i fire uger. Han er sigtet for uagtsomt manddrab og mistænkes derudover for spritkørsel, oplyser vagtchefen. Nu skal en odprøve endeligt fastslå hans promille.

»Vi får den hastebehandlet og regner med at få svar i morgen (mandag, red.) ved middagstid,« siger Søren Østerby.

Vagtchefen regner med, at den anden anholdte polak bliver løsladt inden længe.