35-årig mand dømt for voldtægt af sovende teenagepige på hotel

16-årig pige blev i maj voldtaget på et hotel, mener Retten i Hjørring, der idømmer mand over et års fængsel.

Retten i Hjørring har tirsdag behandlet en sag om voldtægt af en 16-årig pige på et hotel. En 35-årig mand blev idømt et år og fire måneders fængsel. (Arkivfoto). – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En 35-årig mand er tirsdag blevet idømt et år og fire måneders fængsel for voldtægt af en 16-årig pige på et hotelværelse i Frederikshavn.

Det har Retten i Hjørring tirsdag besluttet, oplyser anklager i sagen Majbrit Bak fra Nordjyllands Politi.

De to befandt sig sammen på et hotelværelse på Scandic Hotel The Reef i maj, da voldtægten fandt sted.

Anklagemyndigheden ville have manden, der dengang var 34 år, dømt for to voldtægter, men retten fandt kun bevis for den ene.

Ifølge Majbrit Bak kendte manden og den 16-årige ikke hinanden, inden de endte på hotelværelset sammen. Men de havde en fælles bekendt – en kvinde – der også var med på hotellet.

Hun sov, da voldtægten fandt sted, siger Majbrit Bak.

Imens befandt pigen sig i en tilstand, hvor hun hverken var i stand til at modsætte sig eller give samtykke, fordi hun var påvirket af blandt andet alkohol, og fordi hun sov.

Anklageren oplyser, at både omstændighederne, pigens alder og aldersforskellen mellem de to har spillet ind i rettens vurdering.

Normalstraffen for en voldtægt er et år og to måneders fængsel.

»Det er ikke en tilfældig mand, hun vælger at gå med op på et hotelværelse. Der ligger et tillidsforhold i det her,« siger Majbrit Bak.

»Fordi forurettede er helt alene og påvirket, så vil de tage sig af hende, så hun ikke skal være alene ude i byen, og det er det, retten ligger vægt på.«

»Hun går jo med op, fordi hun tror, at hun skal sove,« siger anklageren, der er tilfreds med dommen.

Dommen blev dog anket på stedet af manden med påstand om frifindelse. Det betyder, at sagen skal behandles i landsretten. Manden har nægtet sig skyldig.

/ritzau/