32.000 ulovlige kanonslag fundet hos brandmand

Foto: Lars Møller

En sønderjysk brandmand fik i slutningen af 2016 beslaglagt 32.000 ulovlige kanonslag.

Sydøstjyllands Politi har fundet 32.000 ulovlige kanonslag hos en 41-årig sønderjysk brandmand.

Det skriver JydskeVestkysten tirsdag.

Politiet tog ud til mandens hus i Christiansfeld efter et tip om det ulovlige fyrværkeri 20. november sidste år.

Her fandt en specialpatrulje 32.000 små ulovlige kanonslag.

Stationsleder Jan E. Lind fra Tyrstrup Frivillige Brandværn bekræfter over for Jydske Vestkysten, at den 41-årige er frivillig brandmand.

Han vil dog ikke kommentere, om manden fortsat er brandmand.

Politiet efterforsker stadig sagen og undersøger, hvor farlige kanonslagene er. Derfor er det endnu usikkert, hvilken straf brandmanden risikerer at få.

/ritzau/