Bag store buske og høje træer ligger den røde murstensvilla. Huset er godt gemt, og man skal ind gennem carporten, før man finder trappen op til hoveddøren.
Her bor Peter.
Da klassen kom på besøg for første gang, holdt hans 2CV under halvtaget. Klokken var seks om morgenen, og det var i 1983 på sidste skoledag for 10.A fra Buddinge Skole. Flokken af elever stillede an med kaffe og rundstykker. De syntes, det var hyggeligt at samles ved deres klasselærer, og det synes de sådan set stadigvæk.
»Den dag spurgte de mig, om de måtte komme hos mig hvert år, og så sagde jeg: »Det må I gerne, men det kommer ikke til at vare lang tid. I ender med at vokse fra hinanden,« fortæller 65-årige Peter Jørgensen, der i dag er gået på efterløn.
Men sådan gik det ikke. Årgang 66 – eller 10.A – fra Buddinge Skole nærmer sig de 50 og holder stadig sammen over 30 år efter sidste frikvarter. Hvert år mødes de, der har tid og lyst, den sidste fredag i august.
»Det er blevet en fast tradition. Vi har aldrig prøvet, at det lå andre dage, og sådan aftalte vi det, da vi startede, for så kunne alle huske det,« siger læreren, der blev klasselærer for børnene, da de gik i femte.
»Jeg føler det stadig som om, de er »mine børn« og kalder dem det faktisk også en gang imellem, selv om der kun er 15 år mellem os. Sådan er det bare. De var min første klasse, og så var jeg heldig, at kemierne passede sammen,« siger han.
»Hej,« råber en stemme spørgende ud i entreen.
»Der kommer saftsuseme Claus. Det kan jeg høre,« udbryder Peter Jørgensen og springer op af sofaen.
Efter Claus kommer Dorthe, der får en lige så hjertelig velkomst, og sofaen er knap nok fyldt, før klasselæreren styrter rundt og knipser billeder af dem alle sammen.
»Kan du huske, at du sendte mig op til inspektøren, fordi vi havde smidt stinkbomber, Peter?,« spørger Claus Nordstrøm ud i stuen.
»Det er jo typisk skoleelever. De husker kun de dårlige ting. Men jeg kunne også være lidt skrap,« griner Peter Jørgensen.
Der går ikke længe, før Michael Holm er i gang med at poste billeder til klassens Facebook-gruppe, og »Nalle«, som de kalder Claus Cavling, høster drillende kommentarer for at troppe op i en mørkeblå blazer for første gang nogensinde.
»Lige så snart man er her, er det som om, vi så hinanden i går. Vi snakker sammen, griner sammen, og man behøver ikke at være nervøs for, om man nu siger noget dumt. Jeg tror, de fleste har det som mig. Vi har haft det så godt i klassen,« siger Lise-Lotte Høier Jensen, der nyder at kunne følge med i klassekammeraternes liv.
»Det er noget helt specielt, netop fordi man ikke skal være andet end sig selv. De kender én helt tilbage fra barndommen.«
Klassekammeraten Helle Hvorup Knudsen er enig.
»Man har så mange gode venner her, og det er aldrig de samme, der kommer. Det er også givtigt. For selvom vi ikke er her alle sammen, så er der altid nogen, der har hørt lidt om de andre, og så bliver man opdateret,« siger hun.
På de runde dage har klassen fejret jubilæum ude i byen eller på den gamle skole. Men i aften - 32 år efter, at de var 10.A - mødes de med pæretærte og Riesen til »Kaffe hos Peter«. De tager den obligatoriske »hvordan går det«-runde, og den gamle klasselærer bliver automatisk ordstyreren, der tysser, når rundkredsen ikke kan tie stille, og spørger: »Hvad så med dig, Preben?«.
»Man glider hurtigt ind i de samme roller, som man havde dengang. Det er både sjovt, men også lidt uhyggeligt, at det er sådan,« siger Helle Hvorup Knudsen.
At mødes med et års mellemrum byder fra tid til anden på store forandringer. 10.A har allerede mistet et medlem til kræft og finder ud af, at endnu et er død i løbet af det seneste år. Dertil er en tredje blevet ramt af en blodprop, mens en fjerde for nogle år tilbage mistede sine børns far.
»Når tiden går, så bliver det tydeligere, at vi er et udsnit af Danmarks befolkning som gennemsnit. Nogle dør, andre bliver skilt eller har forskellige sygdomme. Nogle bliver gråhårede tidligt, andre bliver tyndhårede tidligt. Nogle har børn, og andre har ikke,« siger Claus Nordstrøm.
Men trods nogle triste nyheder vejer latteren tungest, når 10.A mødes. De samler sig om minderne og de gamle jagoner. De griner ad joken om, at Peter altid gik i fløjlsbukser. Ad dengang de sneede inde på lejrtur til Haderslev eller ad deres gamle fritidspædagog, Jørgen Koch Sørensen, der husker forkert i de gamle historier om, hvem der blev søsyge på deres sejltur rundt i Holland.
»Man har jo så mange gode minder sammen, og jeg synes, det er smaddersjovt. Det var bare en dejlig tid,« siger Helle Hvorup Knudsen. Og det er ikke kun 10.A, der ser folkeskolen som et vigtigt fællesskab.
Det samme gør sociolog og lektor ved RUC Klaus Rasborg. Netop fordi det er et af de første, vi indgår i. Og selv om mange bliver mere og mere individualiserede, så mister det fællesskab ikke sin betydning.
»Nogle tror, at individualisering er ensbetydende med, at vi vender ryggen til fællesskaberne. Men sådan er det ikke. Jeg ynder at sige, at vores forhold til fællesskaberne bliver mere »ad hoc«-orienteret. Vi vælger til og fra, som det nu passer i vores eget livsbiografiske patchwork,« siger han.
Han mener endda, at det kan være en modvægt til den store individualiserings-bølge, at 10.A og andre folkeskoleklasser går til klasse-reunions.
»Det er helt enkelt. Det hjælper os til at huske, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Vi vil gerne mindes vores rødder. Det er noget, man under alle omstændigheder har brug for som menneske,« siger han.
Sociologen påpeger dog også, at det for nogle kan være en ambivalent oplevelse, at se sine folkeskolekammerater efter årtier.
»Man kan være bange for, om man overhovedet vil føle, at man har noget til fælles med dem. Det følte man måske engang, men i dag står man vidt forskellige steder. Og nogle tænker, at det i virkeligheden bare er et fiktivt fællesskab, som bliver akavet, og hvor man kun fortæller om, hvor fantastisk man har det,« siger Klaus Rasborg.
Sådan er det ikke i 10.A. Det er ikke, fordi de hører om hver en detalje i folks liv. Men de snakker om medicinen, der ikke virker. Frustrationen over at være havnet i et løntilskudsjob. Følelsen af aldrig at blive færdig med at hænge vasketøj på snoren. Og skulle der være et par år, hvor man ikke har været til sammenkomsten, er det ikke akavet at vende tilbage, forklarer Helle Hvorup Knudsen.
»Der var nogle år, hvor jeg ikke kom, fordi jeg boede i Asserbo. Men når man så kommer tilbage, så er det bare det mest naturlige. Det er ikke sådan, at man er ny i klassen. Vi har jo gjort det altid,« siger hun.
Klasselærerens øjne stråler da også bag brillerne. Han er stolt af, at 10.A gennem alle årene har haft det så godt med hinanden.
»Det er jo imponerende, og jeg kan jo glæde mig over, at mine ord, om at de ville vokse fra hinanden, står til skamme,« siger Peter Jørgensen.
Han kører stadig sine elever til toget, hvis de har brug for et lift, som dengang han havde sin 2CV, og han glæder sig allerede, til de kommer på besøg igen.
»Det ligger jo hele tiden i baghovedet, om de mon kommer sidste fredag i august.«
Dorthe Hansen var vild med skrivemaskinen og drømte om at arbejde på kontor. Det har hun gjort i 25 år, men blev i 2011 sparet væk fra sin stilling i Region Hovedstaden og har været ledig siden. Gift og mor til en søn på 15.
Lotte Olsen følte sig anderledes. Hun lider af epilepsi og blev mobbet med det op til 5. klasse. Bøger var ikke hendes stærke side, men hun var glad for de kreative fag. Hun uddannede sig til pædagog, mødte sin mand og flyttede over til ham i Skotland, hvor hun i dag læser engelsk. Gift og mor til en datter på 12.
Claus Nordstrøm følte sig lidt nørdet. Han var glad for historie og gik meget op i fugle. Endte på universitetet, hvor han læste geografi med speciale i klimatologi, som han senere fik en Ph.d.-grad i. Han har arbejdet hos DMI og er nu rykket til Institut for Miljøvidenskab. Gift og far til to børn på fire og otte år.
Henrik Bach Pedersen var glad for EDB og musik. Han blev udlært i en købmandsbutik og ansat i engrosforretningen Dagrofa S-Engros. Arbejder stadig i samme firma – i indkøbsafdelingen for vin og spiritus. Gift og bonusfar til bonussøn på 21.
Michael Holm var »fessor-typen«, der var diskussionslysten og altid vidste bedre. Han blev handelsuddannet, men er i dag ansat i IT-afdelingen på Københavns Universitet. Gift og far til fire på 17, 20, 22 og 28 år. Skal være bedstefar.
Lise-Lotte Høier Jensen elskede skolen og tog flere uddannelser – først som lydtekniker, så i økonomi og senest en SOSU-uddannelse. Hun mistede sin far, da han som 48-årig fik en blodprop i hjertet. Da hun selv var 48, blev det hendes tur. I dag er hun sygemeldt. Har kæreste og er mor til to børn på 15 og 26 år, der har hver sin far.
Claus Cavling Jensen var klassens sjove fyr. Han drømte om at blive gartner, og det blev han – på en planteskole. I dag arbejder han i servicefirmaet ISS, fordi det med tiden blev mere ham. Er single og far til to børn på 20 og 24 år.
Lene Wilsborg følte sig populær i klassen. Hun blev kontoruddannet, senere sygehjælper og tog så en lederuddannelse. Hun skiftede til et kontorjob efter syv år pga. stress. Bor i dag i Aarhus og arbejder som receptionist i advokatfirmaet Bech-Bruun. Gift og mor til to døtre på 16 og 20.
Helle Hvorup Knudsen elskede at blande ting. Det var hende, der hældte finsprit over frugterne til punchen, så klassen fik en fest, de stadig griner over. I dag er hun laborant på Novo Nordisk, fraskilt og mor til to sønner på 19 og 23 år.
Preben Rauning har altid godt kunnet lide tal, og derfor blev matematik og fysik de fag, der trak de andre karakterer op. Er i dag uddannet revisor og arbejder i et bogføringsfirma. Er single og har ingen børn.
Peter Jørgensen underviste klassen i dansk, historie, samfundsfag, hjemkundskab og sløjd. Han var bekymret for den store ungdomsarbejdsløshed, som »hans børn« røg lige ud i. Han er derfor glad for, at de er blevet »stabile danske borgere«.
Jørgen Sørensen var skolens fritidspædagog og tog sig af alle elever i frikvartererne. Men båndet til 10.A blev særligt, fordi han var med dem på alle lejrture. »Dér, der føler jeg, jeg har været med til at gøre en forskel for en hel klasse,« siger han.